Han er kendt for i seerhittet Luksusfælden at rådgive gældsplagede danskere om, hvordan de får rettet op på deres håbløse økonomi. 

Men nu er det den økonomiske ekspert Jan Swyrtz fra Luksusfælden, der selv er kommet i uføre.

Swyrtz-familiens selskab DEBITAS ApS har nemlig torsdag modtaget skarp kritik fra Finanstilsynet, som har givet selskabet påbud om at få styr på tilladelser og markedsføring.

Det fremgår af en afgørelse fra Finanstilsynet.

DEBITAS ApS, der er ejet af Jan Swyrtz holdingselskab SWZ Holding ApS, og som har hans kone Helle Swyrtz i spidsen, er kommet i negativt søgelys grundet de tre alternative investeringsfonde Almen Invest, Bloom Invest og Q Invest.

Først og fremmest viser det sig, at Swyrtz-familien ikke har ansøgt om de rette tilladelser til at drive såkaldte alternative investeringsfonde samt at markedsføre dem til ikke-professionelle investorer eller såkaldte detailinvestorer. 

Euroinvestor har talt med Helle Swyrtz, der er direktør for DEBITAS, og hun fortæller, at man ikke vidste, at man skulle indhente sådanne tilladelser, da man ikke troede, at man lovmæssigt forpligtet til dette.

Disse tilladelser skal selskabet indhente, hvis de ønsker at fortsætte med »de nuværende aktiviteter,« skriver Finanstilsynet, men det har man ikke tænkt sig, fortæller Helle Swyrtz, der lægger sig fladt ned.

»Vi lukker den del, som har med detailinvestorer at gøre, og vi er fuldstændig enige med Finanstilsynets afgørelse,« siger hun.

Læs også: Finanstilsynet med benhård kritik af formueforvalter

Ifølge Helle Swyrtz har man ikke vidst, at man var i gang med at drive en ulovlig alternativ investeringsforening, da investorerne bag var en lukket kreds af venner og bekendte.

»Vi vidste ikke, at det, som vi foretog os, var ulovligt,« siger hun.

Helle Swyrtz afviser dog, at man ikke havde styr på reglerne, da man startede investeringsforeningerne op.

»Vi har haft styr på reglerne. Vi var en lille lukket investeringsforening på 10-15 stykker, der startede op og som samlet gik ind på en aftale,« siger hun og tilføjer.

»Vi blev tjekket af investeringsbankens jurister, der onboardede os, så på den måde har vi ikke kunnet andet end at tænke, at vi havde styr på reglerne.«

Læs også: Danske unge går glip af store boliggevinster: Sådan kommer du med på vognen

Swyrtz-familiens selskab er også påbudt »straks at ophøre med den ulovlige markedsføring af alternative investeringsfonde.«

Det fremgår nemlig af Finanstilsynets afgørelse, at Swyrtz-familien har markedsført sig med de tre investeringsfonde Almen Invest, Bloom Invest og Q Invest på sociale medier.

Dette er dog noget, som Helle Swyrtz ikke helt forstår, at Finanstilsynet mener, da der har været tale om lukkede hjemmesider og en lukket Facebook-gruppe. 

Facebook-gruppen har dog kort været åben for offentligheden, bemærker Helle Swyrtz. Hun har kontaktet Finanstilsynet vedrørende den del af påbuddet.

Udover dette accepterer de tre investeringsforeningerne investeringer på mindre end 750.000 kr. i de enkelte alternative investeringsfonde, skriver Finanstilsynet, og det er brud på FAIF-lovgivningen, der er regler for alternative investeringsfonde.

Her skal investorer nemlig investere minimum 750.000 kr. i hvert investeringsprodukt og skriftligt erklære at være indforstået med de risici, der er forbundet med investeringen.

Det skyldes, at lovgivningen om alternative investeringsfonde er lempeligere end lovgivningen om børsnoterede investeringsforeninger.

Læs også: Aktieekspert er ikke i tvivl: Disse aktier er ‘historisk billige’

Helle Swyrtz forklarer, at familien ikke har været opmærksom på, at Finanstilsynet så investorbasen som detailinvestorer, og da hun bliver gjort opmærksom på, at investeringsforeningerne var ulovlige, så var udfaldet kun et, fortæller hun.

»Vi sagde med det samme, at vi lukker og slukker. Vi vil ikke gøre noget ulovligt, og det er ikke til at holde ud at bære. Vi har følelsesmæssige bånd til dem i foreningen, og derfor er vi oprigtig kede af, at vi er kommet til at gøre noget ulovligt, og vi tager også konsekvensen med det samme.«

Investeringsforeningerne har haft mellem 100 og 120 investorer i alt, og dem, som Helle Swyrtz har kontaktet, har reageret med overraskelse på lukningen af investeringsfonden.

»Det har ikke været meningen, at det skulle ende sådan her,« siger hun og tilføjer.

»Det ærgrer os, at det er nogle af de mennesker, som vi holder allermest af, som kommer til at tabe på det her.«

Læs også: 

Læs også: