Den kendte og mangeårige investor Thorleif Jackson er død.
Det bekræfter Thorleif Jacksons bror, Frej Jackson, over for Euroinvestor.
»Det er med den dybeste sorg, at jeg må meddele, at min højt elskede bror Thor helt uventet er gået bort,« udtaler han.
Thorleif Jackson gik uventet bort under en skitur i Sverige lørdag. Han gik i seng fredag aften efter en hyggelig dag på pisterne og højt humør i hytten som sædvanlig, men fik i nattens løb hjertestop og vågnede ikke igen, fortæller broderen.
Thorleif Jackson var investeringschef hos den danske formueforvalter Jackson FamilieInvest, hvor han især var kendt for at investere i branchevindere og udbytteaktier.
Han efterlader sig en hustru, tre sønner, et barnebarn samt en stor vennekreds, oplyser familien. Thorleif Jackson blev 56 år.

