Perlende champagne, storslåede brudekjoler og de helt rigtige omgivelser. Hun er kendt for at arrangere ekstravagante luksus-bryllupper for danske og udenlandske velhavere i Italien, på Mallorca eller på Næsbyholm Slot herhjemme, men nu har Sø- og Handelsretten trukket den røde løber væk under Christel Winther, kendt fra TV3-programmet ‘Købmænd på 1. klasse’, og idømt hende konkurskarantæne.

Kendelsen betyder, at hun ikke må drive og lede en virksomhed de næste tre år. Af retsbogen fra Sø- og Handelsretten fremgår det, at hun som direktør i selskabet TT 12 ApS ikke har ‘overholdt bogføringslovens og årsregnskabslovens regler. Selskabet har undladt at foretage angivelse og afregning af moms, skat og arbejdsmarkedsbidrag, ligesom det lægges til grund, at Christel Winther efter årsregnskabet i 2014 må have indset, at en videreførelse af selskabets drift ville påføre selskabets kreditorer et betydeligt tab. Christel Winther har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.'

Skat har som den største kreditor rejst et krav på knap to millioner mod det tomme konkursbo.

Kendelsen er faldet, efter BT i juni i år skrev, at Christel Winthers firma TT 12 ApS, tidligere CC Lounge ApS, var under konkurs. Ifølge kurator af konkursboet drev Christel Winther selskabet så groft uforsvarligt, at han indstillede til skifteretten, at hun skulle ikendes konkurskarantæne. Det er den indstilling Sø- og Handelsretten nu har fulgt.

Christel Winther er ked af dommen, men pointerer over for BT, at hun i dag ikke har en ledende funktion, men er ansat i The Wedding Company under selskabet TWC Denmark ApS, som hendes kæreste Morten Lund ifølge CVR-registret er direktør for.

»Det er jo ikke sjovt (at være idømt konkurskarantæne, red.), men det er sådan reglerne er, og det er klart, at har man gjort noget, så får man en dom. Men jeg er rigtig glad for det, jeg laver, og for mit job, og jeg har fuld gang i bryllupperne og laver bryllupper for en masse glade brudepar. Det er det, jeg fokuserer på nu,” siger hun og understreger, at dommen ikke har nogen betydning for hendes ‘nuværende virke som ansat’.

På Theweddingcompany.dk fremgår det imidlertid, at Christel Winther ikke er en ordinær ansat i firmaet, men at hun i strid med rgelerne for konkurskarantæne driver firmaet: ‘The Wedding Company is owned and operated by Wedding planner Christel Winther’, står der på hjemmesiden.’

“Det er en fejl. Jeg kontakter vores webmaster, så det kan blive rettet,” siger Christel Winther.

Selv om man formelt set ikke er direktør for et selskab, er det i strid med konkurskarantæne-reglerne, hvis man reelt står i spidsen for den daglige drift. Overtrædelse af en konkurskarantæne kan medføre bødestraf eller op til til seks måneders fængsel.