Kartoffelkrise rammer Europa: Nu rammes danske avlere
Europæiske landmænd dumper kartofler tilbage til markerne. Nu mærker danske avlere også presset fra Europas voksende kartoffelbjerge.

Europæiske landmænd dumper kartofler tilbage til markerne. Nu mærker danske avlere også presset fra Europas voksende kartoffelbjerge.

Europa drukner bogstavelig talt i kartofler.
I Belgien er lagrene netop så fyldte, at landmænd dumper kartofler tilbage på markerne, og i januar delte tyske landmænd fire millioner kilo kartofler gratis ud.
Ja, kartoffelkrisen er til at føle på.
Når man ser på prisen på pomfritkartofler er den da også kollapset til nul, skriver The New York Times.
Ifølge avisen stod den belgiske kartoffelavler Kris D’haeyere med et fem meter højt bjerg af kartofler – nok til omkring 200 millioner pomfritter.
Han forsøgte at sælge dem for få euro per ton, men ingen ville købe.
»Det er selvfølgelig skidt, men sådan er livet. Jeg tror, at de gode år er forbi,« siger D’haeyere til avisen.
Til sidst smed han kartoflerne tilbage på marken, fordi det var den billigste løsning. Dermed stod han til et tab på 160.000 euro - svarende til cirka 1,2 millioner danske kroner.
Krisen rammer især Belgien, der er verdens største eksportør af frosne pomfritter.
Danske avlere slipper heller ikke helt, skriver TV 2.
Herhjemme er situationen dog mildere, fordi danske kartoffelmarker i højere grad bruges til stivelsesproduktion, som kan lagres længere.
Alligevel presser de store europæiske lagre priserne.
»Det er dét, der på den korte bane giver os en udfordring,« siger Carl D. Heiselberg, formand for Danske Kartofler, til TV 2.
Det betyder dog ikke, at danskerne skal regne med billigere kartofler i supermarkedet, for krisen handler især om kartofler til frosne pomfritter – ikke de almindelige spisekartofler grøntafdelingen.