Rigmanden Karsten Ree købte sidste år et rejseselskab i Herning. Og der er meget, som tyder på, at han har gjort sig en god handel.

Der er tale om rejseselskabet Safarigruppen, som Karsten Ree i sidste år købte 75 procent af. Ifølge Børsen så gjorde han det til en spotpris, da de 75 procent af virksomheden blev solgt med et betydeligt tab til følge for sælgeren John Olsen. Det fremgår af det offentliggjorte regnskab fra John Olsens private holdingsselskab.

Selv husker Karsten Ree ikke, hvad han betalte for Safarigruppen. Det eneste, han husker, er, at der akut var brug for penge:

»Det var absolut nødvendigt. Det handlede om, at Rejsegarantifonden skulle have nogle penge, og ejeren havde ikke lyst til at tage flere penge op af lommen,« siger den 70-årige rigmand til Børsen.

Det er frugtiværksætteren John Olsen,som hidtil ejede Safarigruppen, som laver rejser til det sydlige og østlige Afrika. Han fortæller til mediet, at han fortryder, at han endte i branchen, og at han bare skulle have holdt sig til sin egen. Men han har dog beholdt 25 procent af aktierne i virksomheden i håb om, at det kan skabe en smule penge.

»Det er en lodseddel. Det er jo Karsten Ree, der driver det. Bliver det nogen penge værd, er det fint, og gør det ikke, er det bare ærgerligt,« siger han.

Og så er det kun tiden der må vise, om det rent faktisk var en god forretning for Ree at købe rejseselskabet.