Der kan være særdeles gode nyheder på vej for alle de mange Novo-aktionærer.
Sådan lyder vurderingen fra Jyske Bank, som har set nærmere på den danske medicinalgigant frem mod det kommende regnskab.
Der er nemlig ifølge banken mulighed for, at Novo Nordisk snart kan løfte selskabets forventninger.
»Et stærkt salgsmomentum og en gradvis fremgang i kapacitet burde give Novo mulighed for at opjustere forventningerne til helåret 2024,« skriver Jyske Bank i en analyse af selskabet.
Læs også: Spår kæmpe stigning til dansk gigant: Kan stige næsten 40 procent, mener storbank
Ifølge banken kan investorerne også se frem til »endnu et fornuftigt regnskab«, når Novo Nordisk offentliggør de nye tal 7 august.
»Væksten styrkes af fortsat stærk efterspørgsel efter Ozempic og fedmemedicin samt gradvis fremgang i kapaciteten,« skriver Jyske Bank.
Banken vurderer, at Novo kan skrue op for både slags- og indtjeningsforventninger for helåret, på trods af at Novo også er blevet ramt af dårlige nyheder den seneste tid.
»Kvartalet byder også på et svært sammenligningsgrundlag samt en nedskrivning på 5,7 mia. kr. (6pct.), som hæmmer indtjeningen,« skriver Jyske Bank.
Nedskrivningen kom efter, at den danske medicinalgigant måtte meddele, at et af dets lægemiddelskandidater havde fejlet et fase 3 forsøg.
På trods af tilbageslaget i milliardklassen, har Jyske Bank stadig stor tiltro til Novo Nordisk.
»Positive pipeline-nyheder om Amycretin, opkøb af yderligere produktionskapacitet og forventning om fremgang i indtjeningsmarginen øger vores tiltro til Novo, som også nyder godt af et stærkt forretningsmomentum i GLP-1-segmentet, solide vækstudsigter (både i Fedme og Diabetes) samt aktiens defensive profil, der kan sikre, at Novo-aktien fortsætter med at imponere,« skriver Jyske Bank.
Novo har også gode udsigter, når man sammenligner med resten af sektoren ifølge Banken.
Faktisk vurderer banken, at Novo har de mest attraktive vækstudsigter, når man sammenligner med konkurrenterne med en forventet salgsvækst på 19 pct. i 2024-27, hvor gennemsnittet for sektoren ligger på omkring 6 pct.
Læs også: Tryg vil forkæle investorerne: Så mange penge er der på vej
Novo Nordisk har været den helt store historie på det danske aktiemarked det seneste års tid, hvor kursen er gået amok, og selskabet er blevet Europas mest værdifulde børsnoterede selskab.
Det har fået mange investorer til at spørge sig selv, om aktien er kørt for hurtigt, og nu er overvurderet. Spørger man Jyske Bank, er holdningen klar.
»Novos højere vækst, indtjening og forrentning af kapital mere end retfærdiggør værdiansættelsen,« skriver Banken.
Jyske Bank anbefaler investorerne at købe aktien, og det er banken ikke ene om.
Stemningen omkring aktien er nemlig overvejende positiv, når man ser på analytikernes anbefalinger. 34 analytikere dækker aktien. 21 analytikere anbefaler at købe aktien, mens ni har en hold-anbefaling på den danske aktie.
De resterende fire analytikere anbefaler at sælge Novo-aktien.
Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.
Du kan spare kassen på din sommerferie - det fortæller Louise Aggerstrøm Hansen i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen. Her kommer hun med en række sparetip - efter 12 minutter kan du høre et tip, der løber op i 4000 kroner.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.
Læs også: Novo ramt af modvind: Sådan ser analytikerne på aktien nu
Læs også: Chefstrateg tror på fortsat aktiefest i 2024: 'Der er sandsynligvis lidt mere at hente'

