Folks forhold til penge siger ofte mere om dem, end de måske selv går og tror. I sommerserien ‘Mig og mine penge’ tegner vi skarpe portrætter af en række pengemænd og pengekvinder gennem 10 kontante spørgsmål.

Jesper Buch, iværksætter og investor, stifter af Just Eat, født 30. august 1975 i Vamdrup, god for et trecifret millionbeløb, bor i dag på Frederiksberg. 

1 Du går en tur. På fortovet ligger en tokrone. Samler du den op, eller går du videre?

»Jeg går videre, for der er andre, der har mere brug for den, end jeg har.«

2 Du skal mødes med en god ven og spise frokost i Tivoli. Ved indgangen finder du en pung med 700 kroner i kontanter, men ingen kort med oplysninger, der kan identificere ejeren. Hvad gør du? Afleverer du pungen i Tivolis billetkontor, eller tager du pungen med pengene og fortæller glad din ven, at du har været så heldig at finde 700 kroner og køber en god flaske vin til frokosten, som I deler?

»Jeg afleverer den helt klart. Jeg tror på karma.«

Hvor gammel var du, da du fik dit første fritidsjob, og hvad var jobbet?

»Jeg tror, jeg var syv. Jeg fandt ud af, at jeg kunne sælge mit gamle legetøj på Vorbasse Marked. Mit første betalte job har været på Ribe Flaskecentral. Jeg fandt ud af, at man kunne rekvirere en container og fylde den op med vinflasker. Der har jeg nok været 10 år.«

Hvilken fysisk gave, som du har fået inden for det seneste år, er du blevet allergladest for?

»Jeg har fået en ramme, som mine børn har lavet, hvor de har skrevet noget rigtig fint til mig og sat et billede ind af dem hver.«

Jesper Buch er iværksætter og grundlægger af Just-Eat. Her fotograferet i sit hjem på Frederiksberg.
Jesper Buch er iværksætter og grundlægger af Just-Eat. Her fotograferet i sit hjem på Frederiksberg. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Hvad er din bedste oplevelse, som du nogensinde har købt for penge?

»Det er at gå caminoen i Nordspanien. Det kan godt være, at det kun kostede 1000 euro, men det har været den stærkeste personlige oplevelse. Jeg fandt ud, at både mennesker og verden er smuk. Når man går de her 850 kilometer og har samme mål, så drejer det sig ikke så meget om, hvem man er, og hvor man er, og hvad man kan og ikke kan. Det drejer sig om at komme til målet – sammen! At løfte hinanden som mennesker, selvom man overhovedet ikke ved, hvem hinanden er. Det, synes jeg, er ret smukt.«

Hvad er din værste oplevelse, hvor penge har været omdrejningspunktet?

»Det har været en investering, hvor ham jeg investerede i viste sig at være en psykopat. Jeg har været vant til, at investeringer har været givende, men det her var fem år op ad bakke. Det endte med, at lortet gik konkurs, fordi han ikke forstod, hvordan man skulle opføre sig over for både medarbejdere og kunder. Vi havde et meget forskelligt syn på tingene. Det var træls, når man havde investeret en masse penge i det og ikke bare kunne stikke af.«

Har du nogensinde indgået et væddemål? Hvad handlede det i så fald om, om hvad var indsatsen?

»Jeg indgår aldrig væddemål. Jeg spiller aldrig. Det er hasard, og jeg tror ikke på held. Jeg vædder heller ikke om, hvorvidt jeg har ret eller ej, for jeg har altid ret, så mine kammerater ville komme til at tabe penge, og det vil jeg ikke involvere mig i. Ha, ha.«

8 Har du nogensinde i skjul ‘lånt’/taget penge fra din mors eller fars pung eller søskendes sparebøsser og ikke betalt pengene tilbage?

»Ja, men jeg var satme ikke ret gammel. Men jeg kan godt huske det, for det har givet dårlig samvittighed resten af livet. Jeg tog en 20er her og der fra en lille krukke, der stod ude i køkkenet. Det har været i 1980erne. Hvis de (forældrene, red.) havde fundet ud af det, havde jeg nok fået en på hatten. Der var afregning ved kasse et i 1980erne. Men det blev ikke opdaget. Jeg har aldrig sagt det til dem, men jeg har efterfølgende betalt pengene tilbage gange 1.000 eller 10.000. De har fået en god, hemmelig forrentning, vil jeg sige.«

9 Du og 'Jens' får hver 10.000 kroner af 'Jytte'. Jytte lukker jeg derpå inde i hvert sit rum. Jytte ved, at I har en grum hemmelighed om hinanden, som I ikke vil have afsløret. Jytte giver jer et valg: Hvis du eller Jens forråder den anden og fortæller hende hemmeligheden, vil forræderen få den anden persons 10.000 kroner. Hvis du og Jens begge forråder hinanden, skal I derimod give hende 100.000 kroner hver. Hvis du og Jens begge holder mund, får I lov at beholde 5000 kroner hver. Hvad gør du og hvorfor?

»Jeg holder mund. Jeg holder altid min mund, hvis nogen fortæller mig en hemmelighed.«

10 Hvad ville du gøre, hvis du vandt 50 millioner kroner i Lotto i morgen?

»Jamen, ingenting. Det ville jo ikke ændre mit liv særlig meget. Jeg ville egentlig ønske, at der var nogen andre, der vandt 50 millioner kroner, for jeg har nok.«

Tobias Hamann deler ud af tips og tricks til kage, sparetip til madbudgettet og fortæller om de 10 år, der er gået, siden sejren i Den Store Bagedyst i det seneste afsnit af podcasten Spar Kassen. 

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke herunder. 

Omny Studio Clip

Tobias Hammann sparer kassen: Kage-bonanza, lightprodukters betydning og livet som tv-personlighed og influencer