De er uundgåelige.
Faren, mosteren eller kammeraten, der jul efter jul ikke er leveringdygtige, når det kommer til en ønskeliste.
Og hvad giver du dem så?
Nederst i artiklen finder du en række gavebud til både ham og hende, der ikke mangler noget – men som alligevel skal have en pakke under juletræet.
B.T. har talt med forbrugeranalytiker ved Pricerunner, Brian Kjer Sommer, der nøje overvåger, hvilke produkter der hitter op til jul.
Han understreger, at du netop nu skal være vaks ved havelågen.
Flere af gaverne skal nemlig bestilles inden længe, hvis de skal nå frem inden juleaften. Derfor har Pricerunner tilføjet en deadline på alle deres produkter, så du kan nå det i tide.
De kan findes på Pricerunners hjemmeside.
Til hende, der har alt

»Vi følger op på trenden fra sidste år med Legos populære blomsterbuketter. De er mindst lige så eftertragtede i år,« fortæller Brian Kjer Sommer til B.T.
Ifølge forbrugeranalytikeren topper legetøjsgiganten fortsat hitlisterne – både blandt børn og voksne.
»Lego-buketterne er en sjov gave til hende, der ikke mangler noget. De er hyggelige at samle og flotte at gemme.«
Den billigste variant koster 349 kroner, og gaven kan gives til både teenagere og voksne.
Er du på udkig efter noget mere personligt, peger han på et andet populært produkt.
»Sanzi eyelash growth serum er en lidt mere personlig gave, der viser omtanke,« siger han og tilføjer:
»Samtidig henvender den sig stadig til et bredt publikum.«
Det lille produkt på fem milliliter koster 279 kroner og lover længere og mere fyldige øjenvipper.

Hvor det tidligere var klassiske ansigtscremer, der dominerede, er det nu vippeserum, der hitter blandt danskerne.
Har du et større gavebudget, fremhæver Brian Kjer Sommer en epilator fra Braun, som fjerner uønsket hår på kroppen.
Den billigste pris ligger på 3113 kroner.
»Produktet har ligget i toppen af hitlisterne det meste af året, og det er klart en luksusgave,« siger han.
Til ham, der har alt
Første bud kan i princippet gives til både mænd og kvinder, og kommer næppe som et chok.
Det er nemlig seks par hvide Nike-sokker.
»De trendede også sidste år, og er jo en nem gave, som altid kan bruges,« påpeger Brian Kjer Sommer.
Den billigste pakke koster 159 kroner.

Andet bud passer særligt godt til to typer, mener Brian Kjer Sommer.
»Den her gave er oplagt til far-typen eller gamer-typen,« fortæller han.
Igen er Lego på banen – denne gang med en Lego-Gameboy, som har ligget helt i toppen af hitlisterne.
Den billigste pris er 379 kroner.

I den lidt dyrere ende finder vi det tredje bud.
»Et stegetermometer hitter jo altid,« lyder det fra forbrugeranalytikeren.
Han fremhæver en særlig populær og trådløs udgave fra mærket Meater.
Den billigste af slagsen koster 859 kroner.

Men vil du gå all-in, kan du også overveje en pizzaovn.
»Kategorien gasovne eksploderede efter Den store bagedyst,« fortæller Brian Kjer Sommer.
Han tilføjer, at en oplagt ekstragave kunne være en kogebog med opskrifter og guides.
Er du på udkig efter en gave, der hitter hos både mænd og kvinder, har forbrugeranalytikeren også et par bud.
»AirPods er altid et hit. Lige nu ligger Pro 3-udgaven til 1699 kroner.«
Det sidste bud er ikke elektronik – men stadig en sikker gave.
Det er bogen ‘Afdelingen for magisk tænkning’ af Morten Münster.
»Den fungerer også rigtig fint som mandelgave,« lyder det afslutningsvist fra Brian Kjer Sommer.

