Skal du på januarudsalg, og hører du til dem, der bliver overrumplet af den flinke sælgers tilbud om at få en tillægsforsikring oven i købet, når du har shoppet fladskærm, smartphone eller TV  i Elgiganten, Power eller hos andre elektronikforhandlere? Så er det på høje tid, at du lærer at forme læberne og udtale to ord venligt, men bestemt: ‘Nej, tak’.

Det er nemlig voldsomt meget dyrere at tegne elektronikforsikringer produkt for produkt ude hos forhandlerne end at forsikre apparaterne med en tilkøbsdækning på din almindelige indboforsikring, der tilmed dækker hele hjemmets elektronikpark. Det viser en undersøgelse fra prissammenligningstjenesten Samlino.dk.

Den billigste elektronikforsikring, du kan tilkøbe på en almindelig indboforsikring, får du hos Alka til 394 kroner om året. Med den er alle din elekronikprodukter dækket til fuld genanskaffelsespris i fire år, hvorefter værdien afskrives gradvist til 20 procent efter otte år.  Forsikringen dækker for eksempel, hvis du ved et uheld spilder kaffe ned i din computer, eller hvis du taber din smartphone på klinkegulvet.

Til sammenligning skal Elgiganten have mere end seks gange så meget - 2.450 kroner om året - for blot at forsikre tre specifikke elektronikprodukter: En MacBook Pro “13 retina, en iPhone 8 256 GB og et Sony TV til 6.500-7.000 kroner. Og så er iPhonen endda kun dækket et år, computeren tre år og tv’et i fire år.

»Vores anbefaling er ret klar: Sig nej tak. Økonomisk kan det langt bedre betale sig at købe en tillægsforsikring på elektronik hos et forsikringsselskab,« siger Kristian Pitzner-Jørgensen, administrerende direktør i Samlino.dk.

Man skal dog være opmærksom på selvrisikoen. Dansk Supermarkeds forsikringsprodukt ‘Husets Forsikring’ har ingen selvrisiko, ligesom elektronikbutikkerne har en selvrisiko på nul kroner på de fleste produkter. Omvendt har Alka eksempelvis en selvrisiko på 1.000 kroner pr. skade.

Men også når der tages højde selvrisiko og andre vilkår, advarer man hos Forbrugerrådet Tænk mod at lade sig overtale til at tegne en elektronikforsikring hos forhandlerne. Det er simpelthen penge ud af vinduet, pointerer vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe.

»Sælgerne kan til tider været ret aggressive og nærmest lade forstå, at man er uansvarlig, hvis man ikke tegner en forsikring. Måske det skyldes, at forhandlerne får provision for at sælge de her forsikringer,« siger han og tilføjer:

»Det giver ingen mening at forsikre den her type produkter i det hele taget. Hvis bare man har en lille smule luft i økonomien, vil det altid bedre kunne betale sig at spare lidt op og selv betale, hvis skaden en sjælden gang skulle ske.«

Elgiganten har afvist at stille op til interview, men kommunikationschef i Elgiganten Frederik Danvig skriver i en mail til BT, at Elgiganten tilbyder et’ både godt og særdeles konkurrencedygtigt produkt, som vores kunder er glade for, fordi det skaber tryghed på en nem og bekvem måde.’