Boligmarkedet kører i to tempi.

Der er hovedstaden, og så er der i grove træk resten af landet med små lommer, der kan følge med det opskruede tempo på boligmarkedet i København, hvor priserne bare fortsætter med at buldre op.

Det københavnske boligmarked bliver her op mod årets afslutning støvsuget for huse og ejerlejligheder, og det har sendt priserne på rekordkurs, viser friske tal fra Boligsidens Markedsindeks.

I november slog priserne på ejerlejligheder i Københavns Kommune prisrekord – målt i løbende priser – med en kvadratmeterpris på hele 55.835 kroner.

Det betyder, at en gennemsnitlig treværelsesejerlejlighed på 80 kvadratmeter i hovedstadskommunen nu koster 4.467.000 kroner. I dyre postnumre i Københavns Kommune er priserne selv sagt endnu højere.

Priserne drives blandt til vejrs af et meget lavt udbud af ejerlejligheder til salg, viser tallene fra Boligsidens Markedsindeks.

I november havde køberne blot 1.560 ejerlejligheder at vælge imellem i hele Københavns Kommune. Til sammenligning var der 2.301 ejerlejligheder til salg i november sidste år, hvor gennemsnitsprisen for 80 kvadratmeter lå på 4.109.000 kroner.

Fra november 2023 til november i år er prisen på en gennemsnitlig lejlighed i Københavns Kommune altså steget med 358.000 kroner svarende til en prisstigning på hele 8,0 procent mod 6,2 procent på landsplan.

Det har på den ene side polstret de eksisterende lejlighedsejeres friværdier betragteligt. På anden side har det gjort det endnu vanskeligere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet i København, da de færreste kan spare op i samme takt, som priserne stiger.

Der er også rift om villaer og rækkehusene i Københavns Kommune i øjeblikket.

I november var der blot 282 huse til salg i hele Københavns Kommune, hvor priserne på huse er steget markant siden den seneste bund i april 2023.

Dengang kunne køberne vælge mellem 391 huse, der havde en gennemsnitspris på 6.287.000 kroner for 140 kvadratmeter.

Huspriserne i København er steget med over 20 procent siden april 2023. 
Huspriserne i København er steget med over 20 procent siden april 2023.  Foto: Mathias Svold
Vis mere

I dag koster det samme hus 7.684.000 kroner. På halvandet år er prisen på et gennemsnitligt hus i Københavns Kommune altså steget med 1.397.000 kroner svarende til en voldsom stigning på 22,2 procent.

I samme periode er huse på landsplan til sammenligning steget med i gennemsnit 8,4 procent.

De store prisstigninger på huse i København skyldes blandt andet, at boligskatterne med boligskattereformen, som trådte i kraft 1. januar i år, er faldet mærkbart på mange huse i hovedstaden.

Det gør det billigere at sidde i dem, og det betyder, at køberne har mulighed for at give mere for husene, og det presser priserne op.

Samtidig presses priserne op af faldende renter og et opsparet boligbehov efter energi- og inflationskrisen, hvor de høje renter og tårnhøje energipriser satte mange boligkøbere i venteposition.

Dertil kommer fortsat rekordhøj beskæftigelse og stigende reallønninger, nettotilflytning til Københavns Kommune samt et nybyggeri af lejligheder, der har været hårdt ramt af perioden med høje renter og voldsomme prisstigninger på byggematerialer under inflationskrisen.

Intet tyder på, at prisfesten i hovedstaden vil stoppe foreløbig.

Boligprognosemagerne i blandt andet bankerne og regeringen er enige om, at de gennemsnitlige huspriser vil stige med yderligere tre-fire procent næste år.

Mest i de attraktive områder som netop København og mindst i områder med fraflytning som for eksempel på Lolland, hvor et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i november havde hammerslag på 688.000 kroner.