'Der er ikke nogen, der skal blande sig i, hvad børnene laver i deres pauser,' 'Skal lærerne lege kort-politi?'

Sådan lyder kritikken blandt andet, efter B.T. onsdag talte med en skoleleder, der har 'forbudt' eleverne at tage de omdiskuterede samlekort til årets julekalendere med i skole.

Her ses årets samlealbum og -kort til TV 2s nye julekalender 'I nissernes tjeneste'. Foto: TV 2.

Samlekortene, der for nogen er en hyggelig aktivitet i julemåneden, vækker for andre komplicerede følelser - både hos børn og voksne.

Kritikken af kortene går blandt andet på for høje priser, som kan presse de familier med færre midler - én pakke kort for et indkøb på 100 kroner i udvalgte supermarkeder - og også at kortene kan skabe ulighed blandt børn ved at opdele dem, der har mindst, fra dem der har mest. 

Det kan du læse mere om HER.

Klostermarksskolen leder måtte tilbage i 2024 helt forbyde samlekortene, da de ifølge ham selv skabte »en uhensigtsmæssig kultur.«

Det var allerede i 2024, at skolen for første gang måtte bede forældre og elever, om at holde samlekortene derhjemme. Foto: Privat

»Når vi arbejder med fællesskaber, så kan vi sagtens gøre det uden, at der skal være nogle, der har mere, og andre der har mindre,« lyder det fra Kasper Kargaard Broeng.

Men netop forbuddet er der delte meninger om.

'Grib nu endelig det børnene har en interesse for. Se muligheder frem for begrænsninger,' lyder det blandt andet fra en bruger på Facebook.

Læringspotentiale
Spørger man Andreas Lieberoth, der er forsker og lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet, kan det faktisk være en lærerig omgang med bytte-samle kortene.

»Der ligger massere af forskning, som dybest set viser, at alt, hvad der giver en anledning til at udforske noget eller få nogle oplevelser, som man måske ellers ikke ville have, har et godt læringspotentiale,« siger han. 

»Det er det man kan kalde et 'teachable moment', hvor man lærer noget, man egentlig ikke var klar over, at man var i gang med at lære.«

Adspurgt til om skolen dramatiserer ved fuldstændig at forbyde kortene, er svaret klart.

»Nej, skoler er vidt forskellige. De fleste af dem har rigtig gode bevæggrunde, når de gør den slags,« siger Andreas Lieberoth.

Samle- og byttekulturen
I modtagelsen af forbuddet af samlekort finder man flere, der fremhæver, at de - da de selv var børn - oplevede at samle- og byttekulturen var positiv.

'Børn har altid samlet og byttet. Brevpapir, klistermærker, fodboldkort osv osv -måske skal vi ikke gøre alt til et problem,' lyder det blandt andet fra en bruger i kommentarsporet. 

'Lad ungerne finde ud af det, det har man altid gjort. Om det så var hønseringe, kugler eller tyggegummi-klistermærker,' skriver en anden.

Men spørger man Kasper Kargaard Broeng er det ikke selve samle- og byttekulturen der er problemet. 

»Det er intensiteten, som er så voldsom omkring de her julekort - at det fylder hele dagsordenen for børnene i den periode. Det forstyrrer simpelthen mere, end det gavner,« fortæller lederen.

Derudover er Broeng helt klar i spyttet når han taler om, hvem der skal styre, hvordan der undervises på skolen.

»Altså, det skriger jo op til himlen, hvis det er dagligvareforretninger, der skal sætte rammen for, hvad vi skal undervise i folkeskolen,« siger han.