Hvor stor skal afstanden optimalt set være mellem bord og albue? Og hvad gør man, hvis nogle i familien er meget højere end andre?

Der er ikke noget værre end at stå i en ubehagelig foroverbøjet eller akavet tå-strækkende stilling og lave mad, fordi køkkenbordet enten er for lavt eller alt for højt. Men hvordan opnår man den perfekte højde, hvis familiens medlemmer har vidt forskellige højder?

Det gode spørgsmål er derfor: Hvor højt skal et køkkenbord egentlig være?

Houzz har spurgt to erfarne køkkeneksperter fra JKE Design og Multiform Design Center, der her giver dig deres bedste bud og vejledning om køkkenbordenes højde.

LOG IND PÅ BT PLUS og få de to køkkeneksperters vejledning om køkkenbordenes højde samt en masse flotte billeder, du kan bruge til inspiration i dit køkken.

Lavet i samarbejde med Houzz


Hvor stor skal afstanden optimalt set være mellem bord og albue? Og hvad gør man, hvis nogle i familien er meget højere end andre?

Der er ikke noget værre end at stå i en ubehagelig foroverbøjet eller akavet tå-strækkende stilling og lave mad, fordi køkkenbordet enten er for lavt eller alt for højt. Men hvordan opnår man den perfekte højde, hvis familiens medlemmer har vidt forskellige højder?

Det gode spørgsmål er derfor: Hvor højt skal et køkkenbord egentlig være?

Houzz har spurgt to erfarne køkkeneksperter fra JKE Design og Multiform Design Center, der her giver dig deres bedste bud og vejledning om køkkenbordenes højde.

Den gennemsnitlige bordhøjde i køkkenet er steget med 5-10 cm i løbet af de seneste 20-30 år. Og med god grund, for generelt er vi danskere blevet højere. Samtidig er der kommet et større fokus på komfort under madlavning, og vi er blevet mere og mere bevidste om, at det at lave mad kræver gode arbejdsbetingelser. Her spiller højden på køkkenbordet en helt essentiel rolle.

Sådan finder du den rette højde

I et standardkøkken vil bordhøjden som udgangspunkt være 85-95 cm højt. Charlotte Brix fra Multiform Design Center råder dig til at gå efter et køkkenbord på omkring 90-92 cm i højden, hvis du selv er af normal højde. Hos JKE Design mener Morten Jensen imidlertid, at man skal måle afstanden fra albue ned til køkkenbordet for at finde den rette højde. “Hvis du står med bøjede arme vinkelret, skal der ideelt set være 10-15 cm fra albuen ned til bordpladen. Helt optimalt 13 cm,” fortæller han. På den måde sikrer du, at du står i en behagelig stilling, når du laver mad – uden at skulle spænde i skuldre eller falde sammen i ryggen.

TIP: Som tommelfingerregel er det bedre at vælge en bordplade, der er lidt for høj end lav.

Tilgodese alle i familien

Selvom nogle i familien sikkert står i køkkenet oftere end andre, vil de fleste familiemedlemmer typisk befinde sig ved køkkenbordet flere gange om dagen. Det skaber selvfølgelig et dilemma, når køkkenbordet både skal passe til det lille børnehavebarn, den høje teenagesøn og forældrene. Charlotte Brix råder derfor til, at man som udgangspunkt vælger en standardplade på 90 cm, men at man derudover tilføjer hæve/sænke-elementer.

“Man kan få borde og skabe, der kan hæves og sænkes, men normalt kan de fleste være med på 90 cm,” forklarer hun. Ifølge Charlotte Brix bør man dog være opmærksom på, at det er sværere at arbejde sammen i køkkenet, hvis man har alt for mange forskellige bordhøjder.

Niveauforskelle på flere måder

Mortens Jensen fra JKE Design nævner også muligheden for at købe ekstra hæve/sænke-systemer, der kan monteres under skabe. Men der er flere mulige løsninger til dilemmaet: “Man kan vælge at få lavet et podie, der kan trækkes ud som en sokkelskuffe. Det er perfekt til børnene, der vil hjælpe til i køkkenet,” fortæller han. Derudover kan man vælge at lave forskellige højder på henholdsvis det stationære køkken og en eventuel køkkenø, så man opnår differentierede niveauer på arbejdsstationerne.

Et mobilt køkkenmodul på hjul i en anden højde end selve køkkenbordet kan også være en løsning, hvis hjemmets kokke har vidt forskellige højder.

I dag kan du desuden få mange skræddersyede løsninger integreret i dit køkken, blandt andet med indbygget niveauskift i køkkenmodulet.

Forøg højden

Hvis du ikke står og skal til at have splinternyt køkken, men stadig er træt af det alt for lave køkkenbord, er der også råd for det.
“Man kan afmontere den gamle bordplade og lægge en sargkant under bordpladen,” fortæller Morten Jensen fra JKE Design. Sargkanten er i sin enkelthed en liste i samme farve som resten af køkkenet. Den monteres mellem underskabene og bordpladen, og på den måde får man rykket bordpladen op i højden uden at skulle investere i en ny.

Charlotte Brix fra Multiform Design Center mener ligeledes, at en sargliste kan være en nem løsning til at øge bordhøjden, men foreslår også, at man kan investere i en ny, massiv bordplade, der kan give et par ekstra centimeter til køkkenbordet.

Udarbejdet i samarbejde med Houzz