Kursen på 3,5-procentlånet er ved at nærme sig et niveau, hvor boligejere kan begynde at overveje at lægge om.
Dog er en omlægning ikke nødvendigvis en god ide for alle - blandt andet kan man gå glip af en endnu lavere rente, fortæller Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, til Børsen.
»Hvis du lægger om til et 3,5-procentslån lige nu, og der så kommer et 3-procentslån, så giver det ikke mening, at du lægger om endnu,« siger han til mediet.
Derudover skal man også være bevidst om, at der følger omkostninger med, når man omlægger sit lån.
Læs også: Ændrer syn på Novo-aktien: Så meget kan den stige
Som Euroinvestor skrev i slutningen af sidste uge, kan en omlægning for boligejerne med et 5-procentlån snart være aktuelt, da kursen på 3,5-procentlånet er kravlet op mod kurs 98.
»De boligejere, der utålmodigt venter på at konvertere deres 5 pct.-lån til 3,5 pct.-lån, bør stå klar til at slå til, når de er tilfredse med kursen på 3,5 pct.-lånet, der lige nu er knap 97,8,« lød det fredag fra chefanalytikeren.
Går man fra en rente på 5 pct. til 3,5 pct., udløser det en besparelse i renteudgifterne på 800 kr. om måneden efter skat for hver million, man skylder. Det viser beregninger fra Totalkredit.
Dog vil der gå omkring fire år, før man med sikkerhed ved, om det har været en god forretning at omlægge sit lån.
Men til den tid er omkostninger til omlægningen og det potentielle kurstab på det nye lån med sikkerhed opvejet af en billigere rente, forklarer Sune Malthe-Thagaard.
Videre fra chefanalytikeren lyder det, at de boligejere, der har et 5 pct.-lån, bør ringe til deres bank, hvis de overvejer eller er i tvivl, om de vil nedkonvertere deres lån til en lavere rente.
Så er man nemlig klar til at slå til, hvis renterne de næste to uger kommer højere op.
Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Boligejere står til knaldhård rentelussing
Læs også: Hæver kursmål på Jyske Bank-aktien