Aktiemarkederne vil sandsynligvis opleve et markant fald inden for de næste et til to år. 

Sådan lyder den dystre advarsel fra Goldman Sachs' topchef, David Solomon, ifølge CNBC.

Efter en periode med store stigninger drevet af begejstring for kunstig intelligens (AI), mener David Solomon, at der er stor risiko for, at mange investeringer ikke vil leve op til forventningerne.

David Solomon udtalte sig på Italian Tech Week i Torino, Italien, hvor han forklarede, at historiske teknologiske revolutioner, som internettet i slutningen af 1990'erne, også førte til tab for investorer på trods af fremkomsten af nye, store virksomheder. 

Han forventer et lignende scenarie for AI-boomet.

»Jeg tror, at der vil blive investeret en masse kapital, som viser sig ikke at give afkast, og når det sker, vil folk ikke have det godt,« sagde David Solomon, topchef i Goldman Sachs.

Han påpegede, at markeder bevæger sig i cyklusser, hvor faser med høj investeringsaktivitet og mange nye selskaber typisk bliver fulgt af perioder, hvor markedet overvurderer det faktiske potentiale.

 Der vil opstå både vindere og tabere. David Solomon undgik at bruge ordet "boble" om den nuværende AI-hype, men anerkendte, at investorerne er drevet af optimisme, hvilket kan få dem til at overse risici. 

Andre fremtrædende skikkelser som Amazon-stifter Jeff Bezos og investoren Leon Cooperman har udtrykt en lignende bekymring for markedets nuværende niveau. 

Karim Moussalem, investeringsdirektør hos Selwood Asset Management, har advaret om "enorme risici" forbundet med AI-investeringer, som kan ende i en spekulativ manisk fase.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor. 

Læs også: Analytiker advarer: Dansk kæmpe kan sejle ind i lavere forventninger og potentielle kurstæsk

Læs også: Udsigt til kursstigninger - her er det finansielle overblik