Her er dagens vigtigste nyheder fra de danske finansmedier.
Økonom spår aktienedtur: Et Novo-fald på 10 pct. vil ikke overraske
Tirsdag er der garanti for en »stor dansk aktienedtur« – og årsagen er Novo Nordisk.
Sådan lyder det fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos handelsplatformen Nordnet i en kommentar tirsdag morgen.
»Kursfald tæt på 10 pct. vil desværre ikke være nogen større overraskelse, fordi den er direkte drevet af to forhold: Dels den amerikanske nedtur i ADR-noteringen som satte ind torsdag og som holdt mandag, og dels en fortsat meget stor svækkelse af USD/DKK,« lyder det fra ham.
Læs mere her.
Trump sender amerikanske aktier ud i giftige fald
Investorer solgte ud af amerikanske aktier mandag, efter præsident Donald Trump igen lagde pres på den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, for at sænke renten.
Udspillet kommer midt i stigende frygt for, at Trumps handelspolitik sendte USA ud i en økonomisk nedtur i form af en recession, skriver Bloomberg News.
Læs mere her.
Topøkonom deler dyster forudsigelse
USA havner i en recession allerede i år, hvis USA ikke ændrer de toldsatser, som landet har indført.
Sådan lyder advarslen fra Torsten Sløk, der er cheføkonom hos det store finanshus Apollo Global Management.
»Hvis de her toldsatser ikke bliver fjernet, så kommer vi helt sikkert til at få en recession i 2025,« siger han til tv-kanalen CNBC.
Læs mere her.
Markedstendenser:
Futures for det tyske DAX-indeks indikerer tirsdag morgen en åbning med et fald på 0,8 pct.
Futures for det europæiske Stoxx 50-indeks indikerer, at europæiske aktier vil åbne med et fald på 0,4 pct.
I USA indikerer futures for de ledende indeks S&P 500, Dow Jones og Nasdaq stigninger på mellem 0,4 og 0,5 pct.
»Dagens vigtigste nøgletal er den europæiske forbrugertillid for april. Forbrugertilliden i eurozonen faldt i marts til det laveste niveau i 3 måneder og ramte minus 14,5. Særligt forventningerne til den fremtidige økonomiske situation tog et dyk i marts. Det er dårligt nyt for den europæiske økonomi, da en lav forbrugertillid ikke ligefrem får én af de vigtige vækstmotorer, privatforbruget, til at buldre frem. Det er også dårligt nyt for Den Europæiske Centralbank (ECB), da de har sat sin lid til, at stigende lønninger og lavere inflation vil løfte privatforbruget.« Sådan skriver Sydbank i en finansiel nyhedsoversigt tirsdag.
Dagens tal og begivenheder:
Forbrugertillid - Danmark
Forbrugertillid (foreløbig) - Eurozonen
Tesla - Q1
Lockheed Martin - Q1
Verizon - Q1
Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Chefanalytiker: Sådan kan Trumps handelskrig påvirke det danske boligmarked
Læs også: Unge investorers gode råd: Sådan kommer du i gang med at investere
