De store amerikanske teknologiaktier som Microsoft, Meta, Amazon og Nvidia har været drivkraften bag aktiemarkedets imponerende stigninger de seneste år. 

Men nu virker det til, at aktierne har nået et mæthedsniveau, hvor der skal en særlig katalysator til, før aktierne kan fortsætte mod nye højder. Sådan lyder vurderingen fra Ashely Oerth, der er global investeringsstrateg hos den gigantiske kapitalforvalter Invesco og som har specialiseret sig i kunstig intelligens: 

»Jeg tror ikke, at der er en boble, men jeg mener, at vi har nået et niveau, hvor markedet er mættet, og hvor meget af væksten allerede er indregnet i priserne,« siger Ashley Oerth. 

Strategen påpeger, at teknologiaktierne allerede mod slutningen af januar fik taget noget tempo af kursstigningerne, efter investorerne på markedet blev bevidste om fremkomsten af det kinesiske selskab DeepSeeks AI-model. 

Derudover har den generelle risikoappetit på amerikanske aktier taget et dyk ovenpå den seneste politiske usikkerhed om handel, immigration og DOGE-relaterede fyringer i det amerikanske statsapparat. 

Det har blandt andet forsinket tech-investeringer fra en række amerikanske virksomheder, vurderer strategen: 

»Da værdiansættelserne på tech-aktierne forudsætter et meget positivt efterspørgselsniveau, gør det dem sårbare over for skift i risikovilligheden,« lyder det fra Ashley Oerth. 

Usikkerheden er taget yderligere til i denne og sidste uge, hvor Nvidias regnskab og toldtrusler fra Donald Trump har påvirket aktiestemningen yderligere negativt. 

Det teknologitunge amerikanske Nasdaq-indeks er nu nede med knap 5 pct. i år indtil videre, mens det brede amerikanske S&P 500-aktieindeks er nede med 0,5 pct. for året før tirsdagens handel. 

Udviklingen afslører blandt andet, at markedet er meget koncentreret omkring de store teknologiaktier. For udviklingen blandt langt størstedelen af de 500 selskaber i S&P 500-indekset har været ganske udmærket indtil videre i år, påpeger Ashley Oerth. 

Derfor mener hun, at det kan være en ide at kigge på et ligevægtet amerikansk S&P 500-indeks. 

»Jeg mener, at en ligevægtet tilgang vil være en god ide at overveje, samt at mere value-baserede sektorer kan drage fordel af det nuværende scenarie,« siger hun. 

Hvis teknologiaktierne igen skal finde melodien og være med til at løfte de markedsvægtede indeks til nye højder, vil det blandt andet kræve, at investorerne kan se markante finansielle resultater af de store investeringer (CAPEX), som selskaber som Alphabet, Microsoft og Amazon skyder i kunstig intelligens (AI): 

»Hvis vi ser CAPEX-investeringerne begynde at levere resultater – for eksempel inden for cloud computing-divisionerne– vil det vise, at narrativet holder. Det vil hjælpe,« siger Ashley Oerth. 

Strategen tror derudover ikke, at det er urealistisk, at en af de store teknologigiganter i løbet af 2025 - måske i andet halvår - vil fortælle om et gennembrud inden for udnyttelsen af AI-teknologi. 

»Vi kunne godt se en stor amerikansk AI-aktør træde frem og fortælle, at de har anvendt erfaringerne fra DeepSeek og andre billige modeller til at opnå en bedre ydeevne med højere effektivitet. Det kunne genoplive en stor del af hypen omkring AI-fortællingen. Det er helt inden for det muliges rammer,« siger Ashley Oerth. 

Du kan læse mere om, hvilke dele af aktiemarkedet som Ashley Oerth tror vil få størst gavn af kunstig intelligens ved at klikke her