Nyslåede boligejere, der uforvarende hænger på en afdød sælgers efterregulerede boligskat, møder nu en udstrakt hånd fra flere partier på Christiansborg.
Det sker, efter Euroinvestor og B.T. i en række artikler har afdækket, at nyslåede boligejere, som følge af de stærkt forsinkede ejendomsvurderinger og det ny boligbeskatningssystem, der trådt i kraft 1. januar i år, i praksis er afskåret fra at få refunderet den boligskat, de har lagt ud for sælger, fordi sælger er gået bort.
For eksempel hænger et yngre par fra Birkerød i dag på en skatteregning på knap 12.000 kroner, som sælger i købskontrakten på huset ellers havde skrevet under på, at han selvfølgelig nok skulle betale, da den efterregulerede boligskat blev opkrævet for den periode, sælgeren selv boede i og ejede huset.
Men da det unge par henvendte sig for at få deres knap 12.000 kroner refunderet, lød beskeden, at sælger desværre var død og dødsboet lukket og slukket, og at de derfor ikke kunne få deres penge.
I første omgang henviste skatteminister Rasmus Stoklund de berørte boligejere til at gå i skifteretten med henblik på at få genåbnet dødsboet og få refunderet deres penge ad den vej.
Men som B.T. og Euroinvestor har dokumenteret med en konkret afgørelse fra Skifteretten, er det ikke en reel mulighed, da Skifteretten – som eksperter også havde forudsagt i Euroinvestor og B.T.s afdækning af sagen – som ventet afviste at genåbne det afsluttede dødsbo.
Det fik efterfølgende skatteministeren til at udtale, at:
»Jeg kan forstå, det er en ærgerlig situation at stå i. Vi drøfter løbende i forligskredsen, om der kan findes løsninger for borgere, der uforvarende er kommet i klemme med efterregulering af grundskyld (også kaldet ejendomsskat, red.), og det vil være naturligt at tage den her type sager med i drøftelserne.«
I forligs- og regeringspartiet Venstre gør ejendomsvurderingsordfører og politisk ordfører Jan E. Jørgensen det klart, at der skal findes en løsning.
»Det her skal vi få løst, for de berørte boligejere bliver jo uretfærdigt behandlet, når de skal betale skatter, som skulle være betalt af en anden, som nu er død,« siger Jan E. Jørgensen og tilføjer:
»Vi går konstruktivt til værks. Vi har tidligere løst andre uhensigtsmæssigheder i forbindelse med det nye ejendomsvurderingssystem, så mon ikke vi også kan få løst det her.«
Også De Radikale, som er en del af forligskredsen bag det nye ejendomsvurderingssystem fra 2016, kræver, at der findes en løsning.
»Ingen – hverken politikere eller borgere – havde forudset det her problem, og grundlæggende skal det være sådan, at ingen skal betale andres skat. Det skal der simpelthen findes en løsning på,« siger De Radikales skatteordfører, Samira Nawa, og fortsætter:
»Den løsning, skatteministeren præsenterede i første omgang, er jo blevet hældt ned ad brættet. Det var en ikke-løsning. Derfor er jeg på det hold, der kræver, at ministeren og det store apparat, han har i ryggen, finder en løsning for de ramte boligejere.«
Hun tilføjer, at hun umiddelbart har vanskeligt ved at se andre løsninger, end at fælleskassen må til lommerne og kompensere de ramte boligejere.
»Men det er Rasmus Stoklund og hans ministerium, der må præsentere en konkret løsning,« understreger Samira Nawa.
I forligspartiet De Konservative lægger skatteordfører Frederik Bloch Münster pres på skatteministeren for at finde en løsning.
»Jeg håber, at ministeren er indstillet på at løse det her. For det er ikke i orden, at borgere skal hæfte for andres skatteregninger. Det bør være et princip, som både blå og røde kan enes om,« siger Frederik Bloch Münster, som vil tage sagen op på det førstkommende forligskredsmøde.«
Han tilføjer:
»Det er vigtigt, at borgerne har en vis form for retssikkerhed. Når systemet laver fejl, må det også være systemet, der hæfter for det og lapper de huller, der er.«
I regeringspartiet Socialdemokratiet hilser Rasmus Stoklunds partifælle skatteordfører Anders Kronborg skatteministerens udmelding om at drøfte problematikken i forligskredsen velkommen.
»Det er kompliceret, og jeg har ikke på stående fod en gylden løsning på det her, men vi må prøve at se, om vi kan få vores skatteeksperter i Skatteministeriet til undersøge, om der kan findes en løsning,« siger Anders Kronborg.
Danmarksdemokraternes skatteordfører, Hans Kristian Skibby, har gennem Skatteudvalget 2. oktober bedt skatteminister Rasmus Stoklund forholde sig til et konkret forslag om at oprette en ordning under Skatteforvaltningen, hvor de berørte boligejere af statskassen kan få refunderet den efterregulerede ejendomsskat.
Hans Kristian Skibby har også bedt om et estimat for, hvor man nyslåede boligejere, der uforvarende hænger på en død sælgers efterregulerede boligskat.
Skatteministeren har endnu ikke svaret på udvalgsspørgsmålene.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Moderaterne og Liberal Alliance, som også er en del af forligskredsen.
Hvad er egentlig mest irriterende i et supermarked? Er der nogen grund til at drikke plantedrikke? Thomas Castberg giver sine kontante svar i den seneste udgave af Spar Kassen.
Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder: