Den fransk-hollandske luftfartsgigant Air France-KLM tager nu et stort skridt mod at få fuld kontrol over SAS. Selskabet vil købe en majoritetspost på 60,5 procent i det skandinaviske flyselskab.

Air France-KLM har indledt processen for at overtage en majoritetsandel i Scandinavian Airlines (SAS), oplyser selskabet i en meddelelse.

Den nuværende ejerandel på 19,9 procent skal udvides gennem et opkøb af aktier fra Castlelake og Lind Invest. Handlen, der forventes lukket i slutningen af 2026, skal cementere Air France-KLMs ekspansion i Norden og udløse fulde synergieffekter.

Air France-KLM og SAS har siden sommeren 2024 haft et kommercielt samarbejde, der inkluderer codeshare-aftaler og SAS's indtræden i SkyTeam-alliancen.

»Vi er begejstrede for udsigten til fuldt ud at byde SAS velkommen i Air France-KLM-familien,« udtaler Benjamin Smith, CEO for Air France-KLM, i en pressemeddelelse. Han tilføjer, at SAS har leveret imponerende resultater efter en succesfuld turnaround, og at integrationen vil gavne kunder og skandinaver med forbedret forbindelser.

Den danske stat vil fortsat eje 26,4 procent af SAS og beholde sine pladser i bestyrelsen. Værdien af handlen afhænger af SAS's fremtidige finansielle resultater.