Betaler man topskat, kan det måske godt føles som om en stor del af ens hårdtjente penge forsvinder til skat.

Men der er måder, man kan optimere sin økonomi, så man kan beholde flere af sine penge selv.

Sådan lyder det fra privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen i podcasten Spar Kassen.

Ifølge revisionshuset PWC betaler omkring 500.000 danskere topskat, og for at være en del af den vellønnede gruppe, skal man i år tjene mindst 640.109 kr. før arbejdsmarkedsbidrag.

Indkomst over det beløb, bliver ekstra beskattet med 15 pct.

»Dem, der springer ind i topskatten og får en lønstigning tænker 'den der dejlige lønstigning kunne ikke mærkes særligt meget, men det er fordi, man kan mærke, at en stor del af indkomsten betales i skat,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

Men som sagt er der en metode til at beholde flere af sine penge selv – og den drejer sig om at indbetale ekstra på sin pensionsopsparing.

»Det kræver, at man har lidt overskud i privatøkonomien, før man kan optimere,« siger privatøkonomen, der råder til, at man spørger sig selv, om man nødvendigvis har brug for hele sin løn, eller om man i stedet kan skubbe indkomsten til senere i livet, hvor man ikke betaler topskat.

Kan man eksempelvis undvære 50.000 kr. hvert år i fem år, sparer man de 15 pct. udover den regulære indkomstskat. Samtidig står pengene et sted, hvor de bliver investeret, og hvor skatten på afkast blot lyder på 15 pct.

»Så har man likviditet til ikke at få 100 pct. af sin løn udbetalt nu, kan man tænke ind i at få skubbet noget af sin løn til senere, hvor skattebetalingen ikke er så høj,« siger Camilla Schjølin Poulsen.

Hun råder til, at man allierer sig med sin bank- eller pensionsrådgiver, hvis man ønsker at undersøge, om metoden er værd for en at gøre brug af.

Hør mere om det i podcasten Spar Kassen, hvor PFAs privatøkonom er gæst, og omdrejningspunktet er skatteoptimering.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.

Læs også: Børshus mener, dansk aktie kan stige 50 pct.

Læs også: Aktien er nede i hullet – men Lau Svenssen mener, det er en langsigtet vinder