Er du blandt de hundredtusindvis af danskere, der har en aktiesparekonto? Og er den steget i værdi i år?
Så har du god grund til at overveje at indbetale lidt ekstra på kontoen inden årets udgang - ellers risikerer du at miste retten til at indbetale mere næste år, advarer privatøkonom Jeanette Kølbek fra Nykredit. Hun deler her en særlig »indbetalingsfinte«, der kan være guld værd for mange.
Investeringskontoen, der blandt andet er attraktiv på grund af en lav skattesats på 17 pct., har i år et indskudsloft på 166.200 kr., mens loftet næste år lyder på 174.200 kr.
Det er dog værd at bemærke, at indskudsloftet ikke er et årligt beløb, man kan indbetale. I stedet er det et loft for, hvor meget man maksimalt kan overføre til kontoen. Netop det overser mange, lyder det fra Jeanette Kølbek.
»Der er den hage ved indbetalingsloftet, at det er den samlede værdi af din aktiesparekonto ved årets afslutning, den 31. december, der bestemmer, hvor meget du kan sætte ind på kontoen året efter,« forklarer hun og tilføjer:
»Det er altså den samlede værdi af både kontoen og depotet, der tæller - ikke hvor meget du tidligere har indbetalt.«
Læs også: Investeringschef satser på disse 3 aktier i 2026: 'Den er i min optik alt for billig'
Men hvordan finder du så ud af, om du kan indbetale penge på kontoen næste år eller ej?
Da det er kontoens kursværdi den 31. december 2025, der afgør, om du kan indskyde flere penge på kontoen i 2026, gælder det om at finde ud af, om værdien er lavere end næste års indskudsloft på 174.200 kr.
»Er værdien lavere end 174.200 kr., kan du indbetale forskellen. Er værdien højere, kan du ikke indbetale i 2026,« forklarer Jeanette Kølbek.
Det er vigtigt at bemærke, at du altid kan indsætte et beløb på aktiesparekontoen i det kalenderår, der svarer til den skat, du har betalt af et afkast – uanset indskudsloftet.
Her kommer finten så ind i billedet, der lettest kan illustreres med et eksempel.
I år har en dansk privatinvestor oprettet en aktiesparekonto, som vedkommende har indbetalt 100.000 kr. på. Investoren har købt aktier, der er vokset eksplosivt, så det samlede beløb ved årsskiftet nu lyder på 180.000 kr.
»I det tilfælde kan investoren ikke indbetale en krone mere i 2026, med undtagelse af penge til at betale afkastskatten, da Skat vil registrere, at investorens samlede værdi på aktiesparekontoen er 180.000 kr. og altså over næste års loft på 174.200,« siger Jeanette Kølbek.
Men det kan man altså komme udenom, hvis man handler nu, forklarer privatøkonomen videre:
»Hvis du inden årets udgang indbetaler det resterende beløb op til 2025-loftet på 166.200 kr., udnytter du årets muligheder fuldt ud.«
Med andre ord kan man indbetale 66.200 kr. mere i år - en mulighed der er slut, så snart kalenderen viser 1. januar 2026.
Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Storbank udnævner dansk gigant som favoritaktie: Ser stort potentiale i 2026

