Det har været en barsk rutsjebanetur for de danske bilejere, hver gang bilen skulle tankes op. 

Men nu er der endelig positive takter fra benzin- og dieselstanderne, oplyser FDM.

Siden konflikten i Mellemøsten eskalerede, har brændstofpriserne været på himmelflugt.

Især det lukkede Hormuzstræde har sendt olieprisen på overarbejde, hvilket har ramt forbrugerne direkte på pengepungen. 

Heldigvis ser prisen nu ud til at falde igen.

»Markedet holder vejret. Kommer der en fredsaftale eller? Olieprisen er faldet markant siden rygterne om en fredsaftale. Både benzin- og dieselprisen falder med 20 øre pr. liter i dag,« lyder det fra Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.

Det betyder, at prisen for en liter benzin nu lander på 16,59 kroner, mens diesel ryger ned på 16,29 kroner.

Selvom det stadig ligger omkring 3 kroner over niveauet fra før krigens udbrud, er det en mærkbar forbedring – især for dieselbilisterne, der i starten af april måtte slippe svimlende 18,49 kroner per liter.

Glæden kan dog være kortvarig. 

Olieprisen er ekstremt følsom over for de politiske meldinger fra Mellemøsten, og usikkerheden lurer konstant i kulissen.

»Hvis konflikten eskalerer yderligere, eller der ikke er fremgang i forhandlingerne, vil presset på priserne fortsætte. Omvendt kan signaler om deeskalering hurtigt dæmpe markedet,« skriver Ilyas Dogru.