Skal man have opladet elbilen eller tømt vasketøjskurven, så skal man gøre det lørdag. 

Her falder den rene elpris nemlig til under 50 øre per kilowatt-time inklusive moms i både Øst- og Vestdanmark i mere end 17 timer.

Det skriver NRGi i en pressemeddelelse. 

Perioden med billig strøm starter fra midnat og frem til klokken 17.15. 

Særligt mellem klokken 11 og 16 er der penge at spare. Her lyder prisen på under otte øre per kilowatt-time over hele landet, og i Vestdanmark falder prisen i en kort periode til under nul kroner. 

»Når strømmen er billig i så mange timer i træk, giver det rigtig gode muligheder for at planlægge sit forbrug. Man behøver ikke nødvendigvis at stå tidligt op eller vente til sent om aftenen for at lade elbilen eller sætte en vask over,« siger presseansvarlig i energikoncernen NRGi, Lars Pedersen:

»Lørdag er der god tid til at udnytte de lave priser, hvis man har en elaftale, hvor prisen følger den aktuelle timepris på strømmen.«

Det billige pris varer dog ikke ved hele dagen. Mellem klokken 19 og 20 når den op på omkring 1,56 kroner per kilowatt-time.

Lars Pedersen understreger derfor, at der kan være penge at spare, hvis man har mulighed for at flytte noget af sit strømforbrug.