Det er ikke tirsdag aften, du skal kaste dig over vasketøjet eller simreretten. I hvert fald ikke hvis du forsøger at holde elregningen nede.
I aften ventes elprisen nemlig at »eksplodere« mellem klokken 17 og 18 for kunder på Sjælland og Bornholm.
Sådan lyder advarslen fra energiselskabet OK.
Mere nøjagtigt vil prisen komme op på mere end 7 kr/kWh i løbet af timen mellem 17 og 18, og i det sidste kvarter vil prisen koste op mod 10 kr. pr. kWh.
Så høj en pris har der ikke været siden 2022, hvor energikrisen rasede.
»En samlet elpris på op mod 10 kr. er ekstremt højt og heldigvis noget, vi ser meget, meget sjældent. Hvis man bor øst for Storebælt, skal man virkelig gøre, hvad man kan for at minimere sit elforbrug tirsdag aften mellem 17-18,« udtaler Troels Skipper, produktchef i OK.
Det er altså kun elkunderne øst for Storebælt, der ventes at blive ramt af de ekstreme priser i aften.
I Jylland og på Fyn vil timeprisen i samme tidsrum lyde på omkring 2 kr. pr. kWh.
»Vi ser ofte forskelle mellem elprisen øst og vest for Storebælt. Men forskellen i aften er helt vild og ikke noget, vi ser ret tit. Jyder og fynboer skal altså i en periode betale op mod 7-8 kr. mindre for strømmen end sjællændere og bornholmere. Det er bemærkelsesværdigt,« lyder det videre fra Troels Skipper.
Hvorfor prisen i aften eksploderer for en del af danskerne, er uklart, men fra OK lyder det, at der kan være tale om elhandlere, der har afgivet fejlbud på indkøb af strøm i netop tidsrummet 17-18, og at det presser elprisen ekstremt højt op.

