Apple er inden for de seneste år blevet overhalet af først Samsung og nu også af kinesiske Huawei som verdens førende producent af smartphones.

Tirsdag klokken 19.00 dansk tid gik Apples topchef, Tim Cook, og hans nærmeste medarbejdere på scenen i Steve Jobs Theater i  Cupertino, Californien, for at feje konkurrenterne af banen med en række nye produkter med iPhone X (udtales iPhone 10) som det helt store slagnummer.

Den nye iPhone X kan som den første smartphone i verden udelukkende åbnes med ansigtsgenkendelse, den oplades trådløst, og skærmen fylder hele telefonens ramme ud, da home-knappen er blevet droppet til fordel for swipes direkte på skærmen.

I USA kommer den til at koste 999 dollar, mens prisen herhjemme banker op over 10.000 kroner - helt præcis 10.249 kroner - for top-modellen med 256 GB hukommelse, mens modellen med 64 GB hukommelse får en vejledende udsalgspris på 8.899 kroner.

Med gårsdagens lancering overgår Apple sig selv, mener mobilekspert John G. Pedersen, ejer af og chefredaktør for branchesitet Meremobil.dk, som på en skala fra 0-10 æbler giver Apple kurven fuld.

»Det her er et tydeligt statement fra Apple om, at de stadigvæk er noget ved teknologien. Med ansigtsgenkendelsen er Apple for første gang i længere tid first movers på teknologien. Konkurrenterne fra blandt andet Samsung har ikke kunnet få deres ansigtsgenkendelse til at fungere, men det har Apple åbenbart, siden de tør lade ansigtsgenkendelsen være den eneste måde, man kan åbne iPhone X på. Det er ret genialt,« siger han.

Den nye Iphone X.  
Den nye Iphone X.   Foto: JUSTIN SULLIVAN
Vis mere

Ifølge Apple stiger sikkerheden betragteligt ved at udskifte fingeraftryksgenkendelse med ansigtsgenkendelse. Mens sandsynligheden for, at en anden person kan åbne en andens iPhone med sit fingeraftryk er 1:50.000, er sandsynligheden for, at en fremmed kan åbne en iPhone X 1:1000.000.

John G. Pedersen tilføjer, at iPhone X meget vel kan være den telefon, Apple-fans har sukket efter:

»Nu er der langt om længe igen noget til dem, der vil have en meget eksklusiv iPhone. Alle og enhver kommer ikke til at have en iPhone X. Det bliver en telefon for dem, der er parat til at lægge over 10.000 kroner for en telefon. Det gør den til noget særligt.«

I baggrunden ses den nye iPhone X. Foto: JUSTIN SULLIVAN 
I baggrunden ses den nye iPhone X. Foto: JUSTIN SULLIVAN  Foto: JUSTIN SULLIVAN
Vis mere

Apple har dermed telefoner som iPhone SE til omkring 3.100 kroner til hr. og fru Danmark og den helt eksklusive vare til sine fans, og det placerer ifølge John G. Pedersen Apple stærkt på markedet.

Tim Cook lancerede også en ny version af Apple Watch med indbygget telefon.

Det får danskerne imidlertid ikke glæde af foreløbig, da ingen af de danske teleudbydere understøtter mobil-modulet i det nye ur.

John G. Pedersen er også ganske begejstret for lanceringen af Apple TV 4K, som han kalder et stykke ‘fremragende elektronik’.

Han drypper dog også lidt malurt i bægeret. Sammen med iPhone X lancerede Tim Cook og co. også iPhone 8 og iPhone 8 Plus, men har man allerede en iPhone 7 eller iPhone 7 Plus, er der ikke meget nyt at hente her, mener John. G. Pedersen.