Den danske transportkæmpe DSV klarede det bedre end ventet i første kvartal og fastholder sine forventninger til året på trods af uro i Mellemøsten. 

Det fremgår af C25-selskabets regnskab for første kvartal af 2026, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Kigger man på nøgletallene, endte omsætningen i første kvartal på 70,4 mia. kr. Dermed klarer DSV det bedre end ventet, da analytikerne før offentliggørelsen havde forudset en omsætning på 69,9 mia. kr., ifølge estimater fra Bloomberg. 

Driftsresultatet målt på EBIT endte i samme periode på 4,85 mia. kr. mod ventede 4,7 mia. kr.

Af regnskabet fremgår det, at DSV fastholder sine tidligere annoncerede finansielle forventninger til 2026. DSV forventer altså fortsat et driftsresultat målt på EBIT på 23-25,5 mia. kr.

Læs også: Han har solgt alle sine Novo Nordisk-aktier: Her satser han nu

Fastholdelsen af forventningerne sker dog med forbehold, da markedsudsigterne for året lige nu ser usikre ud.

»De nuværende markedsusikkerheder relateret til handelstold og de geopolitiske risici i Mellemøsten kan have uforudsigelige effekter på den globale økonomi og handelsmiljøet, hvilket kan påvirke vores finansielle forventninger,« fremgår det af regnskabet. 

»Vi overvåger løbende aktivitetsniveauerne og vil justere kapaciteten og vores omkostningsbase efter behov for at forbedre produktiviteten,« tilføjes der.

DSV beskæftiger sig med transport og spedition til vands, til lands og i luften. Selskabet annoncerede i 2024 købet af den tyske transportkæmpe DB Schenker.

Integrationen af Schenker forløbet planmæssigt i over 50 lande, og integrationen forventes afsluttet ved udgangen af 2026, fremgår det af regnskabet.

Jens H. Lund er administrerende direktør i DSV.
Jens H. Lund er administrerende direktør i DSV. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Topchef Jens H. Lund udtaler i forbindelse med regnskabet:

»Konflikten i Mellemøsten har lagt yderligere pres på vores kunders globale forsyningskæder, særligt i Air & Sea-divisionen. Samtidig med, at vi prioriterede sikkerheden for vores medarbejdere, forblev vi engagerede i at støtte vores kunder med fleksible løsninger for at sikre uafbrudt drift.«

»Samtidig har vi fastholdt et stærkt momentum i integrationen af Schenker, og vi fortsætter vores indsats for at transformere virksomheden gennem kunstig intelligens og teknologi for at styrke vores position som en global brancheleder,« tilføjer han.

Siden nytår er DSV-aktien steget med knap 5 pct. 

Læs også: Erfaren erhvervsleder: Derfor får nogle selskaber succes

Læs også: Dansk Industri spår milliardregning til forsikringsselskaber