Lidl havde oprindeligt meldt ud, at adskillige produkter – herunder varer med Fairtrade-mærket – ville blive en fast del af deres såkaldte Fast Lav Pris-koncept.

Men nu trækker butikskæden i land over for mediet RetailNews.

Den populære supermarkedskæde kalder det for en »fejlformulering«, når de tidligere oplyste, at Fairtrade-serien ville indgå i konceptet og slår fast, at de ikke kommer til at udvide udvalget i løbet af september.

Den pludselige u-vending falder dog bestemt ikke i god jord hos Camilla Erika Lerberg, der er direktør for Fairtrade-mærket i Danmark:

»Jeg synes, det er helt vildt ærgerligt, at de vælger at trække det tilbage. Det var en fantastisk ambition, som ville sende et rigtig godt signal til hele detailhandlen om, at man også kan sænke priserne på varer, der er produceret under bedre vilkår for mennesker og miljø,« udtaler hun til mediet.

Direktøren efterlyser samtidig, at bæredygtige produkter som Fairtrade i højere grad bliver en aktiv del af den massive priskrig, der har raset i dagligvarebranchen siden maj.

Pressechef hos Lidl, Thomas Sejersen, påpeger, at han udmærket forstår Fairtrades ønske om at blive en del af Fast Lav Pris, da forbrugerne i stor stil vælger konceptet til.

Han understreger desuden, at selvom den tidligere udmelding beror på en fejlformulering, har kæden på ingen måde sænket sine overordnede ambitioner for ansvarlige indkøb.