SKAT er ved at være klar med årsopgørelserne for 2017.

Og på mandag, den 12. marts kan de 4,6 millioner danske skatteydere se om de skal af med penge eller have penge tilbage for indkomståret 2017.

Det meddeler SKAT i en pressemeddelelse.

Mange oplysninger vil automatisk være at finde på årsopgørelsen, men der er alligevel god grund til at have fokus på en række felter i opgørelsen.

»Rigtig mange borgere har ikke noget at selvangive, fordi SKAT efterhånden får de fleste oplysninger automatisk. Men derfor bør man alligevel kontrollere tallene og oplyse, hvis man har ændringer eller tilføjelser. Det gælder fx kørselsfradrag, håndværkerfradrag og børnebidrag,« siger Ineke Petersen, der er kontorchef i SKAT, i pressemeddelelsen.

Det er også en god idé at tjekke om aktier, værdipapirer og udbytte er indberettet korrekt, ligesom indtægter ved deleøkonomi som for eksempel udlejning af bolig og bil ofte skal tastes manuelt.

Danskere, der skal have op til 100.000 kroner tilbage i SKAT, får dem udbetalt 10. april. Er der tale om et større beløb, tager det lidt længere tid.

Skal man af med penge, opfordrer SKAT til at indbetale hurtigst muligt, da der løber renter på.

For langt de fleste er fristen for at ændre årsopgørelsen 1. maj.