Det danske færgerederi DFDS skuffer med nøgletal i første kvartal af 2026, der er lavere end ventet af analytikerne.

Det fremgår af selskabets førstekvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort tirsdag morgen.

DFDS havde i første kvartal en omsætning på 7.353 mio. kr., hvor analytikerne havde ventet 7.698 mio. kr., ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Driftsresultatet målt på EBIT landede på 33 mio. kr. Det er værre end forventet, da analytikerne så driftsresultatet ende på 55,2 mio. kr.

Læs også: Aktiestrateg ser muligt skifte i Novo: Her er tallet, der kan ændre alt

Tilbage i midten af april var DFDS ude og hæve selskabets finansielle forventninger til 2026. Disse forventninger fastholder rederiet i tirsdagens regnskab.

Dermed venter DFDS nu et driftsresultatet målt på EBIT på 1-1,4 mia. kr. mod tidligere ventede 0,8-1,1 mia. kr.

Forventningen til det justerede frie cash flow er præciseret til over 250 mio. kr. fra den tidligere forventning om et cash flow over nul.

I midten af april stoppede Torben Carlsen som topchef for DFDS efter syv år, hvorefter finansdirektør Karen Boesen de kommende måneder vil fungere som midlertidig direktør. Den 1. juli tager Michael Hansen over som topchef. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør i Hempel.

Læs også: DFDS skuffer - nøgletal lander dårligere end ventet

Til regnskabet lyder det fra finansdirektør og midlertidig administrerende direktør Karen Boesen:

»Begge divisioners resultater fortsatte med at forbedre sig i første kvartal 2026, hvilket sammen med vores fokus på cash flow også forbedrede den finansielle gearing.«

Konflikten i Mellemøsten har øget oliepriserne markant såvel som geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed.

»I vores transportnetværk har vi igennem april 2026 ikke set væsentlige påvirkninger på volumen. Der er imidlertid en risiko for, at de forhøjede brændstofpriser fremadrettet kan påvirke både virksomheders og forbrugeres efterspørgsel efter transport services,« lyder det fra Karen Boesen.

DFDS-aktien har været under massivt pres de seneste par år, blandt andet fordi selskabet har været udfordret af konkurrencen og udviklingen i Middelhavs-regionen.

Det har ført til et omkostningsreduktionsprogram, som rederiet er i gang med at udføre. Den første fase af programmet blev afsluttet i november, hvor 400 ansatte blev fyret.

I løbet af 2026 vil flere omkostningsreduktionsinitiativer blive realiseret for at nå målet om at få skåret omkostninger på 300 mio. kr, ifølge regnskabet.

Det seneste år er DFDS-aktien dog steget med 43,5 pct.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.

Læs også: ChemoMetec skruer op for forventningerne: Ændret bogføring giver positiv effekt

Læs også: Ændrer syn på Ørsted-aktien