Der er lagt op til en aktiedag af de bedre, når børshandlen om få timer starter.
Det er vurderingen fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos handelsplatformen Nordnet.
Udmeldingen kommer i kølvandet på regnskabet fra chipkæmpen Nvidia, der fremlagde friske tal onsdag efter børsluk i USA.
Selskabet slog forventningerne og bliver sendt op med mere end 5 pct. i eftermarkedet i USA, og det smitter af på aktierne herhjemme, mener Per Hansen.
»Vi har i Danmark ikke nogen børsnoterede selskaber som direkte får større gavn af Nvidias regnskab, men fællesnævneren for fornemmelsen for risiko, vil også smitte positivt af på de danske aktier, siger han i en kommentar og tilføjer:
»En kursopgang på 1 pct. eller mindre, i tråd med den forventede udvikling i eksempelvis Tyskland, er sandsynlig, når aktiehandlen åbner kl. 09.00.«
Futures for de amerikanske aktier har også pil op lige nu. Det kan du blive klogere på i det finansielle overblik her.
Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Strateg efter regnskab: 'Er super interessant som investering'
Læs også: Økonom: Nvidia har fjernet risiko for stort aktiefald

