Medicinalselskabet Europharma, der har en årlig trecifret millionomsætning, er begæret konkurs.

Det er skifteretten i Esbjerg, der behandler konkursbegæringen, som er modtaget 20. februar.

Ifølge JydskeVestkysten sker konkursen efter en række skandaler, der har udspillet sig igennem det seneste års tid.

Først og fremmest har Lægemiddelstyrelsen frataget Europharma, der ifølge mediet har en omsætning på 800 millioner årligt, sine medicinal-tilladelser. I januar lød det fra Lægemiddelstyrelsen, at det kunne tage Europharma tre til seks måneder at generhverve tilladelserne.

Det har kostet halvdelen af de omkring 50 ansatte deres job, hvorefter ejeren Torben Hvingelby Pedersen, udskiftede hele ledelsen.

Derefter har den ene direktør afløst den anden.

På kun et år har Europharma således haft hele fire forskellige direktører. Den seneste holdt kun i 21 dage.

Europharmas hovedaktivitet er at forhandle og sælge parallelimporterede lægemidler, hvilket vil sige at det Esbjerg-baserede selskab køber medicin i andre lande, hvor priserne er lavere end i Danmark for derefter at sælge dem til apoteker og sygehuse i både Danmark, Tyskland og Sverige.