Man skal spare, hvor man kan, og her er især ét emne interessant for danskerne.

Hvornår er strømmen billig?

I de seneste tre måneder har danskerne googlet 'elpriser' hele 70 procent mere end i de forudgående tre måneder, skriver OK i en pressemeddelelse.

Og det er ikke tilfældigt.

November ser nemlig ud til at blive den dyreste måned, når det kommer til elpriser, siden energikrisen i 2022. Google-søgningerne har også for alvor taget til siden 1. november.

»Vi ser en eksplosion i søgninger på elpriserne lige nu,« siger Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark:

»Folks Google-søgninger er jo typisk en direkte udløber af deres tanker, så det viser helt klart, at prisen på strømmen i stikkontakten ligger danskerne meget på sinde. De følger med time for time i disse uger.«

De mest populære søgninger er 'elpriser time for time', 'elpriser i dag' og 'elpriser nu'.

Jens Bomholt, der er kommunikationschef i energiselskabet OK, mener, det er rigtig positivt, at danskerne følger med i priserne:

»Det er rigtig gode nyheder, at danskerne går op i, hvad strømmen koster. Vi oplever store prisudsving i øjeblikket, så der er altså rigtig mange penge at spare ved at flytte forbruget til de billigste timer,« siger han.

Blandt danskerne er nordjyderne dem, der googler elpriserne mest, mens hovedstadsområdet har knap så meget gang i tasterne.