Efter flere dages brutale fald kunne investorerne på det danske aktiemarked tage sig en puster, da kurserne endelig lyste grønne igen tirsdag.

Det blev faktisk en virkelig god for det danske hovedindeks, som fløj op med 2,4 pct., og det endte med grønne tal for næsten alle de danske eliteaktier.

Stemningen blev især skudt i vejret, da den amerikanske præsident Donald Trump stod op og sendte dagens første opslag ud på sit eget sociale medie Truth Social.

Opslaget lagde nemlig op til forhandling med Kina omkring de store toldsatser, som USA og Kina truer med at indføre mod hinanden. Præsidenten skriver, at Kina virkelig gerne vil have en aftale.

»Vi afventer deres opkald. Det kommer til at ske,« skriver præsidenten i slutningen af opslaget, som blev sendt kort tid efter klokken 15 dansk tid. 

Læs også: Økonom fremhæver billige danske aktier

Lige deromkring fik C25-indekset et ekstra kursboost.

I toppen var det Zealand Pharma som skød til vejrs. Den danske biotekaktie har været under pres de seneste dage, men tirsdag vendte stemningen, og Zealand Pharma-aktien fløj op med 8 pct.

Og det var ikke den eneste biotekaktie som havde medvind. Bavarian Nordic kunne også nyde godt af medvinden, og aktien blev sendt op med 5,5 pct.

En anden aktie, som er kommet under alvorligt pres af de mange toldmeldinger, er Pandora. Den danske smykkegigant fik ovenikøbet dårlige nyheder på analytikerfronten, da JP Morgan sænkede deres anbefaling på aktien fra køb til neutral. Samtidig indledte børshuset Bernstein dækning af aktien, og det blev med en sælg-anbefaling.

Det satte aktien under pres i børsåbningen, men det ser ud til at være Trumps åbning til forhandling af toldsatserne, som styrer historiefortællingen i dagens handel. Pandora-aktien endte med en stigning på 1,9 pct.

GN Store Nord blev den eneste C25-taber i dagens handel. Aktien faldt 0,8 pct.

Læs også: Økonom om Trumps store plan: ‘Det er et selvmål’

Dagens fem vindere

Zealand Pharma A/S +7,97 pct.

Bavarian Nordic +5,53 pct.

Danske Bank +4,86 pct.

NKT A/S +4,60 pct.

Tryg +4,01 pct.

Dagens fem tabere

GN Store Nord -0,83 pct.

Novo Nordisk +0,00 pct.

Ørsted +0,04 pct.

Jyske Bank +0,17 pct.

A.P. Møller - Mærsk A +0,31 pct.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.

Andre læser også