Pandora fik medvind fra USA, mens et udbytte gav et på overfladen dramatisk slag for Mærsk-aktien. Under overfladen gemmer der sig dog måske en lille kursoptur.
Mærsk-aktien faldt nemlig 6 pct. i onsdagens handel, hvilket sendte aktien ned i bunden af C25-indekset.
Aktien handles uden retten til udbyttet på 1.120 kr. i dag, og derfor var det også ventet, at kursen skulle ned. Når et selskab udbetaler penge til aktionærerne, er de penge nemlig ikke længere en del af selskabets værdi. Derfor falder aktier oftest med et beløb tilsvarende til udbyttet.
Læs også: Danske Bank skaber dårlig stemning i forsvarssektoren efter kovending: Anbefaler at sælge
Men Mærsk-aktien faldt kun 755 kr. onsdag, hvilket altså betyder, at det teknisk set var en god dag for aktien.
Mærsk har ikke udsendt selskabsspecifikke nyheder i dag, men aktien har tidligere reageret positivt, når konflikten i Mellemøsten er spidset til, fordi Mærsk på paradoksal vis nyder godt af lukningen af Suezkanalen. Den længere rute syd om Afrika giver nemlig højere fragtrater.
Med nye angreb mod Gaza fra Israel er udsigten til en løsning på konflikten blevet længere, skriver Jyske Bank i en analyse af Mærsk onsdag.
Læs også: Boligejere kan juble de næste tre år: Her kan priserne stige med mere end 31.000 kroner - om måneden
Pandora blev dagens vinder i C25-indekset. Smykkeaktien har fået medvind fra USA, hvor konkurrenten Signet er kommet med et regnskab, som var bedre end ventet. Signet flyver i skrivende stund op med 20 pct.
Den gode stemning ser ud til at have spredt sig til Pandora, som steg 4 pct. i onsdagens handel.
På en andenplads finder man GN Store Nord. Lydkæmpen afholdt tirsdag en præsentation for investorerne, som blev overværet af Lars Hytting, der er investeringstrateg i Arthasope.
Han mener, at det går den rette vej for selskabet, og vurderer, at aktien lige nu er den mest undervurderede aktie i Danmark. Det skrev investeringsstrategen i en kommentar onsdag morgen.
GN Store Nord kunne runde dagens handel af med en stigning på 3,1 pct.
Det gik både op og ned for det danske hovedindeks i dagens handel. C25-indekset lukker dog på den positive side med en stigning på 0,2 pct.
Dagens fem mest stigende:
Pandora +3,95 pct.
GN Store Nord +3,08 pct.
NKT A/S +2,97 pct.
Rockwool B +2,57 pct.
Zealand Pharma A/S +1,70 pct.
Dagens fem mest faldende:
A.P. Møller - Mærsk A -6,44 pct.
A.P. Møller - Mærsk B -6,04 pct.
Ørsted -1,39 pct.
Nordea Bank Abp -0,96 pct.
Genmab -0,83 pct.
Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Børshus anbefaler at købe dansk folkeaktie - er billig
Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Carlsberg-aktien

