Dryp, dryp, dryp.

Sådan lød det på cheføkonom Jens Hjarsbechs loft, efter han fik renoveret tag af et håndværkerfirma, som gik konkurs i processen.

Det fortæller cheføkonomen fra Mybanker i fredagens udgave af podcasten Spar Kassen, da vært Niels Phillip Kjeldsen spørger til hans værste besparelse.

Jens Hjarsbechs dårligste besparelse hænger ofte sammen med renovering af hans hus, fortæller han.

»Vi er nogle gange kommet til at lave nogle projekter, samtidig med at alle andre skulle bruge håndværkere,« siger han.

For engang skulle cheføkonomen have renoveret tag, og der ville han have ønsket, at de derhjemme havde været lidt mere tålmodige og lidt mere villige til at betale flere penge.

»Vi har da været ude for, at det firma, der skulle lave vores tag, lige nåede at gå konkurs, inden de var færdige, og der kunne jeg godt have tænkt mig, at vi havde været lidt bedre til at undersøge markedet,« siger cheføkonomen og tilføjer:

»Det endte også med, at vi måtte smide 100.000 efter en anden virksomhed.«

Jens Hjarsbech og hans kones uheld stoppede dog ikke der, for senere skulle det vise sig, at håndværkerfirmaet, der var gået konkurs, havde glemt et af tagets vigtigste opgaver.

»De manglede ikke meget, men det, vi så fandt ud af senere, var, at de havde lavet taget på en sådan måde, at det ikke holdt vand. Vi fik vand ned i loftet, og det var ikke helt præcis det, vi havde bestilt,« siger cheføkonomen.

Der var ikke noget at hente i konkursboet.

»Problemet er jo lidt, at når de er gået konkurs, så er der ikke særlig mange penge tilbage i det bo. Vi fik intet ud af det, så vi måtte gå en tur i banken,« fortæller Jens Hjarsbech.

Man skal ikke spare penge på håndværkeren, lyder lærdommen fra cheføkonomen.

Der er rigtig mange penge at spare for landets boligejere lige nu - både på bolig-banklån og bidragssatsen. Hør mere i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker, fortæller hvordan.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.