Ejendomsmægleren har haft et travlt forår, hvor flere handler har været med til at presse priserne i vejret på huse.
I 2. kvartal i år blev der solgt 4.000 lejligheder. Det en stigning på 25,3 procent i forhold til kvartalet før, mens der blev handlet 12.500 huse – en stigning på 8,8 procent sammenlignet med årets første kvartal.
Det viser dugfriske tal Danmarks Statistik.
Husejerne kan glæde sig over, at de sæsonkorrigerede huspriser steg med ganske pæne 1,3 procent sammenlignet med årets første kvartal, mens lejlighedsejerne må leve med et lille fald sæsonkorrigeret prisfald på 0,3 procent i 2. kvartal.
Den stigende handelsaktivitet kommer på en svag baggrund, da 1. kvartal i år var præget af få ejendomshandler.
»Boligmarkedet har genvundet momentum. Efter et noget famlende første kvartal, hvor overgangen til nye boligskatter lagde en dæmper på aktiviteten, steg antallet af handler i andet kvartal. Huspriserne steg ligeledes. Rekordhøj beskæftigelse og støt stigende lønninger danner bagtæppe for fremgangen på boligmarkedet,« skriver økonom i Arbejdernes Landsbank Anton Thorell Carøe i en kommentar til tallene fra Danmarks Statistik.
I første kvartal i år var aktiviteten på boligmarkedet afdæmpet, da både købere og sælgere tog bestik af konsekvenserne af boligskattereformen, som trådte i kraft 1. januar in år.
Særligt markedet for ejerlejligheder var ramt, bemærker Anton Thorell Carøe.

Antallet af lejlighedshandler faldt fra 4.900 i fjerde kvartal 2023 til 3.200 i første kvartal 2024, når man korrigerer for almindelige sæsonudsving.
»Vi kan nu se, at det var midlertidig modvind. Handlerne har i andet kvartal genvundet en del af det tabte momentum, og det er glædeligt,« skriver Anton Thorell Carøe og tilføjer:
»Ser vi lidt ud i fremtiden, forventer vi en afdæmpet, men positiv udvikling på boligmarkedet som helhed. Den stigende beskæftigelse, højere lønninger og udsigt til rentefald taler for prisstigninger på boligmarkedet. Omvendt vil et stigende boligudbud og fortsat øget renteniveau holde prisstigningerne i ave.«
Onsdag i denne uge fremlagde Nationalbanken sin prognose for Danmarks økonomi de kommende år.
Nationalbanken forventer, at huspriserne vil stige med 3,3 procent i år og med yderligere 3,2 procent i både 2025 og 2026.
Holder den prognose stik, vil et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter ifølge beregninger fra Nordea stige med 229.000 kroner fra 2024 til 2026.
Fordeler man det tal ud på periodens 36 måneder, så svarer det til en månedlig gevinst på 6.360 kroner, som for almindelige boligejere vil være en skattefri gevinst ved et salg.
I dyre områder som København vil priserne formentligt stige mere, mens de vil stige mindre i udkantsområder, hvor indbyggertallene skrumper.
Thomas Castberg giver sit - måske overraskende - syn på bake-off-koncepter i danske supermarkeder i B.T.s Spar Kassen. Derudover reagerer B.T.s madekspert på historie om en speciel måde at tilberede jomfruhummer. Og så kommer han med en meget nem lille efterårsopskrift.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.
