Den romantiske drøm om at bygge rede i en murermestervilla på en stille villavej kan udvikle sig til et økonomisk mareridt, fordi de løbende udgifter til el, vand, varme og vedligeholdelse måned efter måned sender budgetkontoen i minus og tømmer feriekontoen.

Salgsopstillingen på drømmehuset tager nemlig ikke højde for, hvem der flytter ind i huset, og det kan betyde, at de løbende udgifter for de kommende husejere undervurderes markant. Hvis sælger for eksempel er enlig og køberen er en klassisk familie på fire, kan de faktiske udgifter til el, vand, varme hurtigt løbe op i ekstra 15.000 kroner eller mere om året sammenholdt med salgsopstillingens tal, da de baserer sig på den enlige sælgers forbrugsudgifter.

Det viser beregninger, som boligportalen Bolighed.dk har foretaget for BT med et nyt beregningsværktøj, der gør det muligt at estimere omkostningerne i konkrete boliger.

For eksempel vil udgifterne til el, vand, varme og vedligeholdelse løbe op i 63.508 kroner om året for en gennemsnitsfamilie på fire personer, der køber en ældre murermestervilla på 135 kvadratmeter med energimærke F i Vanløse, mens en gennemsnitlig enlig sælger kun har en årlig udgift på 49.056 krone året i det samme hus.

Med værktøjet håber Bolighed.dk, der ejes af Nykredit, Sydbank, Spar Nord og AL Bank, at give potentielle boligkøbere et mere oplyst grundlag at træffe deres valg på, før de underskriver en købsaftale, siger administrerende direktør i Bolighed A/S Christian Jaspers.

»Ejendomsmægler tager udgangspunkt i den nuværende ejers forbrug. Det er der ikke noget galt med, for det er de tilgængelige oplysninger. Det er bare ikke sikkert, at det giver et realistisk billede af det udgiftsniveau, den kommende ejer kommer til at have i boligen. Man skal huske, at ejendomsmægleren er sælgerens mand«” siger Christian Jaspers og understreger, at det ikke er nogen hemmelighed, at Bolighed.dk er sat i verden for at guide potentielle boligkøbere i retning mod de fire banker bag portalen.

Både Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, og finansiel rådgiver og partner i Uvildige.dk Brian Stjernholm, opfordrer brugere af Bolighed.dk til at tage beregningerne med et gran salt.

De faktiske udgifter til el, vand og varme kan nemlig både være højere og også lavere end  Bolighed.dks gennemsnitsberegninger. Det nye værktøj tager nemlig udgangspunkt i, at både sælger og køber er gennemsnitspersoner og tager derfor ikke ikke tager højde for, at sælger for eksempel kan være en enke på 90 år, der har et meget lavt el-, vand- og varmeforbrug, som er de tal, der vil stå på salgsopstillingen.

»Beregningerne kan være udmærkede til at danne sig et indtryk af, hvordan udgiftsniveauet varierer på forskellige boliger med forskellig energimærkning og størrelse. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om gennemsnitsberegninger, for eksempel bruger min familie på fire omkring 10.000 kroner mindre om året på vand, varme og el, end Bolighed.dk beregner det til,« siger Brian Stjernholm.

Vagn Jelsøe og Brian Stjernholm anbefaler samstemmende potentielle boligkøbere at indhente tilbud på finansiering til et boligkøb hos flere og andre banker, end de, der står bag Bolighed.dk.

»Det kan være fint nok at få en fornemmelse at udgiftsniveaeut på Bolighed,dk. men man skal ikke forlove sig med dem,« siger Vagn Jelsøe.