Den fynske bankfusion mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank er død, men nu er ballet for alvor åbnet både for eksisterende og nye bejlere.
Sådan lyder det fra Jakob Have, der er aktionær i Nordfyns Bank og direktør i Nordic Compound Invest. Han tror ikke, at det fynske bankdrama har nået sit sidste kapitel.
Aktionærer, der repræsenterer over 10 pct. af aktiekapitalen, har ifølge Jakob Have over for ham tilkendegivet, at de ikke støtter op om fusionen på de nuværende vilkår, fortæller han til Euroinvestor.
Sammen med SJF Banks udmelding om, at den med sine knap 25 pct. af aktiekapitalen ikke støtter fusionen, ser det dermed ikke ud til, at Nordfyns Bank kan samle tilstrækkelig opbakning til fusionen.
Selvom bankfusionen ser død ud, så er der mere i vente, lyder det fra aktionæren. Han forventer, at SJF Bank enten selv kommer på banen med et bud eller fortæller Fynske Bank, hvad der skal stå på checken, for at de går med til fusionen.
SJF Bank har selv meldt ud, at banken ikke støtter fusionen grundet prisen, som flere af Euroinvestors kilder heriblandt bankforsker Lars Krull har kaldt lav.
Overfor Børsen har topchef Lars Petersson i SJF Bank givet udtryk for, at banken som storaktionær støtter idéen om en fusion.
»Jeg synes, det er fornuftigt, at de to banker prøver at blive større. Men det kræver stadig, at vi skal finde prisen acceptabel, og der siger vi nej tak,« siger han til mediet.
Jakob Have tror ikke, at Fynske Bank er kommet med sit sidste bud.
»Kunne der være belæg for, at der kommer et højere bud? Det tror jeg nu nok. Det første bud, som man kommer med, er aldrig det sidste,« siger han.
Jakob Have mener dog ikke, at man skal afskrive SJF Bank som en mulig bejler med henvisning til baggrunden for bankens investering.
I 2021, da banken fra Holbæk tog sin store position i Nordfyns Bank, var retorikken nemlig, at banken gerne ville konsolidere på Fyn.
»SJF Bank har allerede tilkendegivet interessen i 2021, og de har vist, at de er interesserede i at konsolidere sig på markedet på Fyn, og nu har man en mulighed,« siger han.
Hvis det viser sig, at SJF Bank har interesse i at slå pjalterne sammen med Nordfyns Bank, så tror Jakob Have heller ikke, at der går lang tid, før der kommer et bud.
»Jeg ville synes, at det på alle måder ville give mening, hvis der kom et bud inden den ekstraordinære generalforsamling,« siger han.
Det er dog ikke kun SJF Bank og Fynske Bank, der bliver nævnt som mulige spillere.
Jakob Have peger på, at banker på samme IT-platform som Nordfyns Bank kunne være oplagte fusionspartnere.
Derudover er det ikke utænkeligt ifølge aktionæren, at en stor bank som Danske Bank kan komme på banen med et bud, men det kræver bedre vilkår.
»Hvis man som konkurrerende bank skal komme med noget, så må man komme med noget, som er bedre, og der er pris jo et bud,« siger han og tilføjer:
»De bliver nødt til at komme med et bud og komme med en præmie.«
Håber du, at der kommer en budkrig?
»Jeg ved ikke, om jeg håber, at der kommer en budkrig. Jeg håber bare, at jeg får en fair pris på de aktier, som jeg har i Nordfyns Bank,« siger han.
Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Novo Nordisk-aktien i medvind – passerer kurs 500 kr.
Læs også: Se listen: Her er analytikernes forventninger til C25-selskaberne