Vores alle sammens pensionskasse ATP iværksætter en ekstern evaluering af sin nuværende investeringsstrategi.
Det skriver pensionsselskabet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
ATP påpeger i meddelelsen, at med deres rolle i det danske samfund »følger også et naturligt ansvar for, at den livslange, garanterede ATP-pension forvaltes efter en så effektiv investeringsstrategi som muligt for dermed at sikre danskerne de bedst mulige pensioner – hele livet.«
Til beslutningen lyder det fra Martin Præstegaard, der er administrerende direktør i ATP:
»Som naturlig opfølgning på, at vi i ATP nu har truffet alle væsentlige beslutninger, der implementerer de justeringer, Folketinget har besluttet, gennemfører vi det, man kan kalde et serviceeftersyn.«
»Det er sund fornuft, og vi ser det som god governance, da vi deler interesse med alle danskere, som sparer op i ATP – nemlig, at vi skaber de bedste pensioner over lang tid og langt ind i fremtiden,« tilføjer han.
Evalueringen skal laves af en uafhængig gruppe af finansielle fagfolk fra ind- og udland.
Den tidligere direktør for Finanstilsynet Jesper Berg skal stå i spidsen for denne evalueringsgruppe.
Sammen med ham vil gruppen bestå af 2-3 primært udenlandske eksperter, som man lige nu er i gang med at finde, fremgår det af meddelelsen.
Pensionskassen venter, at gruppens arbejde vil være færdig senest i midten af 2026.
ATPs investeringsstrategi har gennem mange år været kraftigt kritiseret. Denne kritik er især blevet ført an af professor i finansiering ved CBS, Jesper Rangvid
Til Euroinvestor har professoren tidligere udtalt:
»ATP investerer meget risikabelt. Og det har vist sig i form af højere afkast, og det er selvfølgelig rigtig fint - men afkastene har ikke været høje nok i forhold til den risiko, som er taget,« siger han.
»Risikoen er så meget større, end afkastet er større,« tilføjer han.
Dette baserer CBS-professoren på baggrund af en større analyse af ATP. Her holdt han den danske pensionskasse op mod den norske oliefond, som på visse områder kan sammenlignes med ATP.
Det kan du læse mere om her.
Artiklen er oprindeligt udgivet på Euroinvestor
Læs også: Dansk forvalter ser gode vækstmuligheder i sin største position: 'De er på øverste hylde'
Læs også: Kendt investor om Novos markante kurshop: 'Crazy' og en 'overreaktion'

