Det er en kold vinterdag, så det føles dejligt, da jeg træder ind i  varmen hos Killer Kebab på Nørrebro.  

Jeg har aldrig været i et arabisk land, men stedet bringer mine tanker hen på Marokko. De lave skamler, som gæster sidder på, puderne med arabiske mønstre (tror jeg, det er), og de brunlige nuancer, lokalet fremstår i.

 Det er virkelig pæne lokaler. Et besøg på toilettet viser også, at der er styr på detaljerne.

Vi afgiver bestilling til den enlige høflige, engelsktalende medarbejder. En kombo til 149 kroner, som består af en kebab med lam, pomfritter, dyppelse og en Cola Zero.

Han beder om mit navn, og efter knap ti minutter kommer han med vores mad. Derfor er der også tid til at se sig om i lokalet, og hvem de øvrige kunder er. Det er et meget blandet publikum. En ung kvinde med barnevogn er forbi. 

Nogle unge mennesker fra det nærliggende gymnasium og et par andre, som ser ud til at være stamgæster.

Ved siden af os sidder et par 'ældre gråhårede damer', som de betegner sig selv. De skal til koncert med Lene Siel i den nærliggende kirke og har tilfældigt set Killer Kebab. De er glade for maden, men spiser den med kniv og gaffel. 

Det gør vi ikke. Det er klassisk håndmad. Den venlige medarbejder kommer med vores mad på en bakke. Kebaben er rullet sammen, det vil sige brødet er udenom og indeni er kebab og grøntsager. Fritterne bliver serveret i en engang papbæger.

Lunkne fritter

Jeg starter med at smage på fritterne. Et sted, hvor det ofte kniber med kvaliteten i fastfoodjoints. 

Sådan er det ikke hos Killer Kebab. De er knasende på den helt rigtige måde. Ikke blege og kedelige. De er næsten helt perfekte. Der er tilpas mængde salt og smagen er god. Det er ikke dyre håndskårne fritter, men det er dem fra dybfryseren.

Det trækker en smule ned, at de godt kan være varmere. De er nærmest lunke, men efterhånden som jeg får spist flere af dem, bliver de varmere. Det bliver der kompenseret ved gennem chilli-mayoen, som smager rigtigt godt.

Blød og svampet
Kebaben er fyldt med smag, og der er den sædvanlige kål og andre grønsager. Den er rullet stramt, og det betyder, at det kan være lidt svært at få papiret væk. Medarbejderen spurgte mig, om jeg ville have chili i, og jeg bad om at få lidt. Der er lidt til at give den gode smag.

Selve kebabbrødet er blødt og svampet med en god smag. Det giver en god smagsmæssig balance. Et andet positivt træk er, at det hele ikke er plastret til med dressing. Faktisk virker det som om, der ikke er noget. Et godt tegn på, at der ikke er brug for smagsmæssig understøttelse.

Killer kebab er en af de dyreste kebab, jeg nogensinde har spist. Men det var også den bedste kebab jeg nogensinde har fået. 

Udbuddet af fastfood og ikke mindst kebab, pita og pizza er en del af Nørrebros DNA - og der er meget at vælge imellem. Desværre er det ikke altid at kvaliteten er på den øverste hylde.

Killer Kebab er noget helt andet. Det er af den øverste, øverste, øverste hylde. Det kan ikke nå højere op på kebab-himlen.

Det er et super godt måltid. Det bliver til seks stjerner med en pil nedad. De lunkne fritter trækker i den forkerte retning.

Tommel op: Kebab, fritterne, indretningen og meget rent

Tommel ned: lunkne fritter og prisen er høj.

Combo - lammekebab, Pommes frites, Chili mayo, Cola Zero

Killer Kebab, Kapelvej 51, 2200 København N