En bitter strid i amerikansk politik har nu direkte konsekvenser for både investorer og forbrugere.
Nedlukningen i den amerikanske stat, som er udløst af manglende enighed i Kongressen om budgettet, betyder, at den såkaldte non-farm payrolls – også kendt som "kongetallet" – ikke bliver offentliggjort som planlagt.
Dermed står både investorer og den amerikanske centralbank uden et af de vigtigste pejlemærker for økonomiens tilstand.
»Det er klart et problem som investor, at man ikke ved, hvordan det står til med økonomien. Det er noget, som er meget væsentligt, når man skal træffe en beslutning om, hvor man skal placere sine penge,« siger Sofie Manja Eger Huus, der er investeringsstrateg i Danske Bank.
Jobrapporten er normalt en af de mest fulgte indikatorer i USA, fordi den giver et detaljeret billede af udviklingen på arbejdsmarkedet.
Tallene bruges flittigt af både analytikere, økonomer og ikke mindst den amerikanske centralbank, der baserer en stor del af sin pengepolitik på netop arbejdsmarkedsdata.
»Udsættelsen af en række nøgletal betyder, at den amerikanske centralbank i højere grad famler i blinde, fordi den ikke kan få den samme indsigt i den amerikanske økonomi, som man plejer,« skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en analyse.
Federal Reserve holder næste rentemøde 29. oktober. Ifølge data fra Bloomberg forventer markedet i øjeblikket, at centralbanken vil sænke renten – men fraværet af de vigtige jobtal gør beslutningen vanskeligere end normalt.