Vestas-aktien har fået kniven, både før og efter det blev bekræftet, at Trump bliver USAs næste præsident.
Men selskabets topchef, Henrik Andersen, maner til ro. Således tror han ikke på, at landvindmarkedet vil gå i stå i USA med Donald Trump som præsident, skriver Børsen, der har talt med den administrerende direktør.
»Jeg har mødt mennesker, som mener, at USA fortsætter fuldstændigt uforandret, og jeg har talt med kunder, der siger, at der overhovedet ikke er grund til at sætte spørgsmålstegn ved markedet. Og så har jeg også mødt mennesker, der tror, at markedet stort set stopper helt om et år. Mit bedste gæt er, at vi nok lander et eller andet sted mellem de to ekstremer,« siger han til mediet.
Donald Trump er modstander af vindmøller, og han har lovet, at han vil stoppe for ordningen Inflation Reduction Act, som støtter den grønne industri med store milliardbeløb.
Mens Vestas-aktien er banket tilbage i år, er selskabets store konkurrent Siemens Energy braget afsted med 293 pct. de seneste 12 måneder, bemærker Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.
Udviklingen kalder han for 'spektakulær' – læs mere om det her.
Onsdag stiger Vestas-aktien 3 pct. en time inde i dagens børshandel.
Læs også: Drastisk opgør lurer: Trump og Musk udfordrer Federal Reserves fremtid
Læs også: Mareridtsår for dansk folkeaktie: 'Det er reelt spektakulært'

