En dansk folkeaktie er blevet købt til porteføljen af en investor, der fokuserer på billige aktier. 

Aktiedirektør Per Juul, satser på selskabet, fordi det er attraktivt, men han er ikke den eneste, der ser et stort potentiale i aktien. Rundt omkring i de store finanshuse spås aktien at kunne stige mere end 38 pct. inden for de næste 12 måneder.

Per Juul, der står i spidsen for den danske formueforvalter Juul Value Invest, har købt op i Pandora-aktien. Aktien i verdens største smykkeselskab er efter et kursfald på 49 pct. i 2025 blevet for billig, mener han.

Investorer har solgt kraftigt ud af aktien, fordi sølvet, som Pandora bruger til at lave smykker, er steget kraftigt i pris. Højere toldafgifter og bekymringer for forbrugerne i USA har kun forværret kursfaldet.

Frygten er kort sagt, at Pandora ikke kan vride nær så meget overskud ud af dets salg som før. 

Men Per Juul vurderer, at aktien i selskabet, der blandt andet er kendt for sine armbånd, kan stige markant.

Kursfaldet har nemlig betydet, at du som investor nu betaler omkring 10 kr. for hver 1 kr., som Pandora tjener. 

Det gør, at Pandora kan få endnu mere ud af børsmanøvren aktietilbagekøb, hvor et selskab bruger penge på at købe sine egne aktier. Det gør, at selskabets værdier og fremtidige overskud skal fordeles blandt færre investorer,  påpeger Per Juul.

Pandora udbetaler typisk cirka 30 pct. af indtjeningen som udbytte, hvilket giver omkring tre pct. i direkte afkast. Resten af indtjeningen bruger Pandora normalt til at købe egne aktier tilbage, påpeger Per Juul.

»Med den nuværende kurs, kan de reducere antallet af aktier med omtrent 6 pct. om året, så indtjeningen pr. aktie vil stige omkring 6 pct. om året – uden at indtjeningen i virksomheden stiger,« forklarer Per Juul og uddyber:

»Værdien af aktien vil derfor som udgangspunkt stige 6 pct., og vi vil dermed få omkring 9 pct. i afkast om året.«

Tommelfingerreglen er, at danske aktier stiger 7-8 pct. om året, og holder Per Juuls antagelse, vil Pandora blive en vinderaktie herfra.

Han understreger, at Pandora-aktien kan få det svært, hvis sølvprisen forbliver på det nuværende niveau eller fortsætter op. Det forventer han dog ikke, fordi udbud typisk tilpasser sig efterspørgslen over tid.

Analytikerne i de store finanshuse ser samlet set for sig, at Pandora-aktien kan stige 38 pct. Ti ud af de 22 analytikere, der følger Pandora tæt, anbefaler at købe aktien. Ni analytikere anbefaler at man ser tiden an, mens tre analytikere anbefaler, at sælge aktien.