Vi er lige nu vidne til »en af de mest almindelige svindelnumre i moderne tid.«

Sådan lyder den dystre advarsel fra stjerneinvestoren Michael Burry, der er kendt for at have forudset Finanskrisen i 2008 og tjent styrtende med penge under nedturen.

Amerikanske tech-mastodonter som Meta Platforms og Oracle ser ud til at tjene langt mere, end de i virkelig gør og kommer til i fremtiden, advarer han nu ifølge Investing.com.

Han peger specifikt på selskaber, der køber computerchipmastodonten Nvidias mikrochips og servere. Normalt har sådan noget udstyr en levetid på to til tre år, men Burry hævder, at flere tech-mastodonter strækker levetiden langt ud over det. 

Det får regnskaberne til at se kunstigt gode ud, mener han.

»Undervurdering af afskrivninger ved at forlænge aktivers levetid puster kunstigt indtjeningen op,« påpeger Michael Burry.

Michael Burry vurderer, at de såkaldte hyperscalers - Meta Platforms, Alphabet, Oracle, Microsoft og Amazon - vil undervurdere afskrivninger med 176 mia. dollar mellem 2026 og 2028. 

Han forudser eksempelvis, at it-mastodonten Oracles indtjening i 2028 vil have en indtjening, der er overvurderet med næsten 27 pct., mens Meta Platforms indtjening vil være overvurderet med næsten 21 pct.

Michael Burry lover at fremlægge flere detaljer 25. november. Det sker med den dystre advarsel »Det bliver værre. Flere detaljer følger.«

Læs også: Stjerne afslører i brev: Trækker sig tilbage i tavshed

Michael Burry har været særligt aktiv på sociale medieplatformen X siden den 30. oktober, hvor han postede et kryptisk budskab om bobler i aktiemarkedet. 

Kort efter afslørede han, at han har satset på kursfald i softwaregiganten Palantir og Nvidia.

Michael Burrys syn på markedet har været fulgt indgående, siden han blev kendt for sit dristige sats op til Finanskrisen. Det er blev beskrevet i Michael Lewis' bog fra 2010 ‘The Big Short: Inside the Doomsday Machine’, og senere i filmen ‘The Big Short’, hvor Burry blev spillet af Christian Bale.

Filmen beskriver, hvordan Michael Burry – og nogle få andre – satte penge på det, som ingen troede på: At der var noget helt galt på det amerikanske boligmarked.

»The Big Short« handler om en håndfuld amerikanske kapitalforvaltere, der alle forudså kollapset på det amerikanske boligmarked, der kort efter førte til finanskrisens begyndelse.

Alle kapitalforvalterne satsede store summer penge på kollapset, og tjente tilsammen astronomiske summer til dem selv og deres investorer.

Bogen blev filmatiseret i 2015, og rollen som Michael Burry spilles af Christian Bale. Også Ryan Gosling og Brad Pitt spiller med.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Kendt investor sætter ord på frygtede kursfald

Læs også: Sony overrasker positivt og løfter forventningerne