Om kort tid får danskerne adgang til deres årsopgørelse for det forgangne år.
Her deler Nykredits formueekspert sin guide til, hvad de danske privatinvestorer skal være opmærksomme på, når de er kommet igennem den typisk timelange kø på Skats hjemmeside.
At gennemgå sin årsopgørelse kan for mange måske være en sur pligt, men Jeanette Kølbek og manden har gjort det til en sport at ramme en smule over, så de er sikre på at få en håndfuld penge tilbage i skat.
»Vi er selvfølgelig klar over, at Skattestyrelsen ikke er en opsparingskonto, så vi forsøger at ramme nogenlunde rigtigt,« siger hun og fortsætter:
Læs også: Går du glip af tusindvis af kroner? Husk disse 5 ting når årsopgørelsen åbner
»Men som de fleste andre vil vi gerne have, at det tipper den vej, så vi får lidt tilbage i stedet for at skulle betale restskat - det føles bare lidt sjovere. Og så har vi en aftale om, at hvis vi får penge tilbage, bruger vi dem på at forny vores årskort til Experimentarium.«
Men for at årskortene kan fornyes, gælder det om at have styr på tallene.
1. Aktiesparekonto og pension
Nogle investorer tror fejlagtigt, at de kan modregne tab på deres aktiesparekonto (ASK) i deres aktieindkomst - men det kan de ikke.
»Det er meget vigtigt at gøre opmærksom på, at gevinst og tab på ASK og pensionsopsparing overhovedet ikke har indflydelse på årsopgørelsen. Man kan ikke engang se ASK på årsopgørelsen. Det kører i sit eget lukkede system,« siger Jeanette Kølbek.
Aktiesparekontoen lagerbeskattes. Det betyder, at man betaler skat én gang om året af gevinster - uanset om man har solgt eller ej.
Eventuelle tab på aktiesparekontoen kan modregnes i fremtidige gevinster - men altså kun på samme konto.
Det er dog værd at bemærke, at ønsker man at flytte sin aktiesparekonto til en anden bank, kan man tage sit tab med sig, selvom det ofte koster et gebyr at flytte den. Lukker man sin aktiesparekonto, mister man retten til at modregne et eventuelt ubrugt tab.
2. Aktier på et almindeligt depot
Når det gælder aktier på et almindeligt depot, kigger Skat efter din nettobundlinje i løbet af det forgangne skatteår. Det betyder, at alle realiserede gevinster og udbytter lægges sammen, hvorefter realiserede tab trækkes fra.
»Reglen er, at har du realiseret kursgevinster og udbytter, kan du modregne i realiseret tab fra tidligere. Har du et større tab end gevinst, kan du fremføre tabet til modregning i fremtidige kursgevinster og udbytter. Og er man gift, kan man bruge sin bedre halvdels tab,« forklarer Jeanette Kølbek og fortsætter:
»Da min mand og jeg blev gift i 2022, havde han et uudnyttet tab fra tidligere - så da jeg solgte nogle aktier med en gevinst forrige år, blev gevinsten ikke beskattet, da den kunne modregnes i hans tidligere tab. Jeg plejer at joke med, at man bliver gift for kærligheden, men bliver sammen for skattefordelene.«
Selvom det kan være fristende at læne sig tilbage i sofaen, er det værd at give sine aktiehandler på årsopgørelsen lidt opmærksomhed.
For selvom danske banker og handelsplatforme som oftest indberetter automatisk, kan Skat have svært ved at håndtere eksempelvis aktiesplit. Men også emissioner, som Ørsted har været igennem i år.
»Jeg ville aldrig tage det (automatiske indberetninger om aktiehandler red.) for gode varer. Man risikerer at snyde sig selv eller Skat, og det er ens eget ansvar som borger, at årsopgørelsen er rigtig,« advarer Jeanette Kølbek.
Hun peger specifikt på, at man skal se på detaljerne i rubrik 66.
»Nogle gange står salgssummen til 0 kr., som om man slet ikke har fået penge for dem. Så skal man trykke på 'kuglepennen' og selv skrive salgssummen ind, så gevinsten eller tabet kan blive beregnet« siger hun.
Oplysninger for børsnoterede aktier skal registreres i rubrik 66.
3. ETF'er
Mange danskere har kastet sig over ETF'er, og her er det vigtigt at huske på, at de beskattes efter lagerprincippet.
Er man eksempelvis investeret i en ETF, der er steget rigtig meget i løbet af 2025, kan der gemme sig et surt skattesmæk, da man altså bliver beskattet, selvom man ikke har solgt.
»Har man en ETF, der er steget 10.000 kr., skal man betale skat af de 10.000 kr. nu, uanset om man har solgt eller ej. Om det er aktieindkomst eller kapitalindkomst, afhænger af, om den er på Skats positivliste,« forklarer Jeanette Kølbek.
Rubrik 38 på årsopgørelsen indeholder årets nettoresultat fra investeringsselskaber - blandt andet en række akkumulerende investeringsforeninger og ETF’er, som ikke er opført på Skats positivliste.
Hvis du har investeret i aktiebaserede selskaber, der står på Skats positivliste, skal resultatet opgøres efter lagerprincippet og bliver oplyst i rubrik 345.
Aktieindkomst beskattes i 2025 med 27 pct. af de første 67.500 kr. For beløb over 67.500 kr. lyder skattesatsen på 42 pct.
Kapitalindkomst beskattes i 2025 med mellem 25 pct. og 42 pct.
Skal man have penge tilbage i skat, lander de på ens konto den 24. april 2026. Fristen for at ændre sin årsopgørelse er 20. maj 2026.

