I den netop overståede uge på Paradise Hotel var der i den grad magi i luften mellem Lenny og Nadja.

For efter at have skændtes en aften, blev parret gode venner - så gode, at de havde sex i poolen på luksushotellet i Mexico. Noget, der dog ikke var uden besvær, afslører parret i et interview med Juicy News.

Lenny er nemlig ikke så høj og måtte derfor gå på tæer, mens også Nadja kæmpede en kamp. Derfor var det også lidt underligt for dem at se på tv.

»Det var akavet (at se, red.). Jeg kan bare huske, jeg blev ved med at få vand i munden,« siger Nadja og joker med, at hun var ved at drukne i poolen.

Parret havde ikke set klippet, før de fik det præsenteret under interviewet, og de fortæller, at Nadja prøvede at gemme sit ansigt for kameraerne. Også Lenny syntes, det var en smule akavet.

»Jeg kan godt huske det der. Jeg var stiv og på dybt vand, og jeg kunne ikke en skid,« fortæller Lenny.

Parret er dog enige om, at de ikke fortryder at have haft sex på tv, blandt andet fordi de gjorde det, fordi de kunne lide hinanden.

Noget, der i den grad har holdt ved. For lige inden premieren på dette års sæson af Paradise Hotel afslørede Lenny og Nadja, at de er blevet kærester.

Og de er ikke de eneste to, der har fundet sammen i forbindelse med denne sæson. Også Mathias og Trine er blevet kærester, og de har tidligere fortalt, hvordan de officielt blev kærester efter hjemkomsten fra Mexico.