Carlos måtte sige farvel til sit ophold på 'Paradise Hotel', da 10.000 kroner, en shoppetur og ikke mindst et par solbriller kom i vejen. Og han er pisse sur!

- Nadia Line skal bare holde sig væk nu. Jeg kan mærke, at nu hvor de viser de episoder, så vælter bitterheden op i mig igen, fortæller Carlos til bt.dk efter han blev smidt ud af paradis i aften.

I aften måtte han se sig slået af et par solbriller, af mærket Gucci bevares, men det er ingen undskyldning i hans øjne.

- Jeg synes bare det viser Nadia Lines sande ansigt. Hun er en dramaqueen. Hun er kold og vælger hendes sande værdier, penge og sådan. Det var virkelig et chok, sådan helt surrealistisk, fortæller han.

Nadia Line er ikke enig, men forstår godt at Carlos er sur.

- Han skal have lov at være bitter. Men det er altså ikke sandt, at det er mine sande værdier. Jeg var sikker på, at jeg ville vælge Carlos hele vejen op til ceremonien, men i sidste øjeblik besluttede jeg mig for eventyret og pengene, fortæller hun til bt.dk

Hun var ked af, at smide Carlos ud, men hun havde i tiden op til ceremonien også tvivl om ham.

- Jeg tænkte, at han måske ikke ville hjælpe mig til næste ceremoni og så ville jeg have sagt nej til alle pengene. Hallo! Jeg er en pige, det er svært at sige nej til sådan en gave.

Begge er hjemme igen og på jobs rundt omkring i Danmark med Paradise Hotel, men følelser er langt fra så varme, som da de var partnere på hotellet.

- Nadia Line skal holde sig væk lige for tiden. Hun tog min chance fra mig over nogle solbriller. Det var ikke taktisk, det var pisse personligt og utilgiveligt.

Og Nadia Line holder sig også væk lidt endnu. Hun fortryder dog ikke sit valg og solbrillerne - som hun endelig fik - bliver flittigt benyttet i forårssolen.

- Jeg går med de solbriller hele tiden. De har kostet meget mere, end hvad de koster i penge. De kostede mig blod, sved og tårer - alt, så jeg går med dem hele tiden, fortæller hun.