Er du i området, og har du billeder? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

To personer er søndag omkring klokken 12.45 blevet ramt af lyn i forbindelse med Copenhagen Half Marathon.

Det oplyser Københavns Politi til BT.

»Jeg kan bekræfte, at to løbere er blevet ramt af lyn ved målområdet i Fælledparken. De er lettere tilskadekomne, og de er blevet bragt til Rigshospitalet,« lyder det fra vagtchef Henrik Moll.

En tilskuer på stedet fortæller til BT, at strømmen på stedet gik umiddelbart efter, at lynet havde slået ned.

Copenhagen Half Marathon oplyser på Twitter, at der i øjeblikket er strømnedbrud, og at folk skal 'søge sikkert i mål'. De oplyser videre, at det voldsomme vejr har skabt problemer for løbet.

»Strømmen er gået, så vi kan ikke garantere tider. Men vi gennemfører løbet, det er det sikreste,« lød det tidligere fra pressekonsulent Martin van Dijk til Ritzau.

I mellemtiden har Copenhagen Half Marathon valgt at aflyse løbet som følge af det voldsomme vejr.

»Vejret kom lidt som en overraskelse for os. Vi havde ikke lige forudset, at det ville blive så voldsomt, så vi jublede fra morgenstunden, da vi så vejrudsigten,« fortæller Dorte Vibjerg, der er direktør for Sparta Løb, til BT.