Caroline Wozniacki går forrest for den danske OL-trup på Maracana i Rio. Med zika-virussen som en trussel svævende i luften.

Det bliver den danske OL-delegations største stjerne, der fører an, når hele verdens øjne kaster blikket mod det legendariske Maracana i den brasilianske millionby Rio de Janeiro.

Det blev klart, da Københavns Rådhus fredag dannede ramme om præsentationen af den danske fanebærer under legene i Rio.

Med repræsentanter fra Team Danmark, Dansk Idrætsforbund og Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik til stede gik Caroline Wozniacki ind i festsalen på rådhuset ledsaget af klapsalver og kameraernes blitz.

»Jeg synes, Caroline Wozniacki er et glimrende valg. Samtidig synes jeg, at valget kommer på det helt rigtige tidspunkt i hendes karriere,« lød de rosende ord fra Kronprinsen.

OL fanebærer og tøj præsenteres. Kronprins Frederik og Caroline Wozniacki
OL fanebærer og tøj præsenteres. Kronprins Frederik og Caroline Wozniacki Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Udover det og udover hun også er en flot pige er hun måske den bedste sportsambassadør, vi har. Tennis er så udbredt og kendt på verdensplan, og så gør det jo heller ikke noget, at hun er bedste venner med Serena Williams,« fortsatte han.

Med sit sædvanlige store smil kastede Caroline Wozniacki både glans, stolthed og glamour over arrangementet iklædt en rød/hvid dragt fra Bestsellers nye olympiske tøjkollektion. Hun greb hurtigt fat i fanen og udnyttede senere muligheden for at svinge den ud mod rådhuspladsen fra den berømte balkon, hvor EM-heltene fra ’92 modtog deres legendariske hyldest.

»Det er en kæmpe ære. Lidt surrealistisk, men jeg glæder mig virkelig meget. At være anfører for det danske hold, når vi kommer til Rio, det bliver stort. Der er ikke mange, der får lov til at være fanebærer for Danmark til OL,« sagde Caroline Wozniacki til BT.

Hun kan måske få brug for at svinge fanen som en gigantisk vifte, når hun fører de forventede 135 danske OL-atleter ind på det mytiske Maracana med plads til godt 80.000 tilskuere. Brasilien er nemlig Zika-land. Stedet, hvor Aedes-myggene summer og bærer den frygtede Zika-virus, der kan være skadelig for gravide kvinder, men også udgøre sygdomsfare for alle andre.

Senest gik to forskere fra New York University til tasterne og anførte i en klumme i det amerikanske magasin Forbes, at de Olympiske Lege i Rio de Janerio til sommer bør aflyses. Det får dog ikke Caroline Wozniacki til at ryste på hænderne.

»Jeg har ikke rigtig sat mig nok ind i det til at kunne give et ordentligt svar. Jeg regner med, de har styr på tingene. Hvis de afholder OL, er det vel sikkert nok at tage derned,« fortæller hun og afviser, at hendes egne advarselslamper blinker.

OL fanebærer og tøj præsenteres. Til BT
OL fanebærer og tøj præsenteres. Til BT Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Sådan lyder det også overvejende fra den danske håndboldtrio, Anne Mette Hansen, Anne Metter Pedersen og Pernille Holmsgaard. Sejleren Anne-Marie Rindom er mere lunken over for den smitsomme myg og erklærer sig en smule nervøs for, om fire års hårdt arbejde for at nå OL kan blive spoleret af sygdom.

Den danske OL-chef, Morten Rodtwitt, opfordrer dog til at bevare roen og skyder forskernes budskab om, at OL-deltagelse er uansvarligt, ned.

»Jeg synes, det er fuldstændig hypotetisk og ude i hampen at komme med sådan noget,« siger han og understreger, at Team Danmarks lægestab undersøger alt om virussen, og hvordan man tager sine forholdsregler. Al den viden sendes ud til specialforbundene, som orienterer atleterne.

»Vi skal også passe på ikke at opstille sådan noget med, at nu bliver vi alle dødsyge. Man skal have blik for, hvad det er for en smitterisiko. Under 20 procent af dem, der bliver smittet, bliver syge af virussen.«