Alpinstjernen Lindsey Vonn reagerer for første gang efter sit dramatiske styrt ved OL mandag.
Der var lagt i kakkelovnen til den helt store Hollywood-fortælling, men sådan endte det ikke for amerikanske Lindsey Vonn. Hun endte i en helikopter med store smerter.
Vonn fortryder dog ikke noget, skriver hun i et opslag på Instagram.
'I skiløb tager vi risici, ligesom i resten af livet. Vi drømmer. Vi elsker. Vi hopper. Og nogle gange falder vi. Nogle gange er vores hjerter knuste. Nogle gange opnår vi ikke de drømme, vi ved, vi kunne have opnået,' skriver hun i et opslag på Instagram og fortsætter:
'Men det er også det smukke ved livet - at vi får lov til at prøve,' skriver amerikaneren videre.
Vonn blev kort efter styrtet fløjet til hospitalet med et brækket ben. Hun gennemgik søndag aften en dobbelt operation.
Kort før OL skadede amerikaneren sit knæ, men valgte alligevel at konkurrere i styrtløb. Der har derfor været spekulationer om, hvorvidt den 41-åriges knæskade var årsagen til ulykken.
Vonn skriver i opslaget, at det ikke var tilfældet, men at hun kørte forkert, fik sin arm fast i bommen og styrtede.
'Desværre pådrog jeg mig et komplekst brud på skinnebenet, som i øjeblikket er stabilt, men som vil kræve flere operationer for at blive behandlet korrekt,' skriver hun.
'Alpin skiløb er og forbliver en utrolig farlig sport,' lyder det videre.

