Da Pernille Blume tirsdag aften vendte hjem fra Rio med sin guld- og bronzemedalje om halsen, var det som dronning af den danske OL-delegation og med en lysende fremtid fuld af helt nye muligheder foran sig.

Nok var hun kendt i svømmekredse og af de mest dedikerede sports-entusiaster, men det var først, da hun vandt guld på 50 meter fri og siden bronze i 4x100 meter medley sammen med Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og Mie Ø. Nielsen, at hendes navn og store smil spredte sig til den brede offentlighed.

Det gjorde det til gengæld også med eftertryk, og forvalter hun sin karriere rigtigt, kan guldet give hende helt nye muligheder. Hvor hun før har kæmpet hårdt for at få sponsorater på 10.000 eller 25.000 kr., kan hun nu tillade sig at begynde forhandlingerne på 100.000 eller 250.000 kr., og har så at sige tidoblet sin værdi, Thomas Badura der er direktør i Sponsorpeople Advisory, som arbejder med branding og sponsorater:

»Hun står med et udgangspunkt, der er et helt andet end for bare tre uger siden. Hun vender hjem som guldmedaljetager og har på ekstremt kort tid vist, at hun kan præstere på højeste niveau. Hendes reaktion, efter hun havde vundet, var meget ægte, og hun udviste en umiddelbarhed, der var meget troværdig. Hun viste også efterfølgende i interview, at hun har en god energi og et smittende smil, så hun vil helt sikkert være interessant for mange forskellige virksomheder,« siger Thomas Badura, .

Pernille Blume, da det går op for hende, at hun har vundet guldmedalje
Pernille Blume, da det går op for hende, at hun har vundet guldmedalje Foto: DOMINIC EBENBICHLER
Vis mere

Under OL lavede netop Sponsorpeople Advisory en undersøgelse af mediernes dækning af de største danske sportsfolk, der viste, at Pernille Blume ugen efter sin guldmedalje fik lige så stor omtale, som hun havde fået på et helt år op til OL, og hun er dermed den dansker, der i år er blevet eksponeret mest i forhold til det udgangspunkt, hun kom fra.

»Hun står nu over for en start, hvor brandingen af hende skal bygges op. Det er vigtigt, at hun fastholder de gode resultater, og så er det vigtigt, at hun vælger de rigtige sponsorater. Vi oplever, at branding avler branding. Jo større og mere anerkendte brand, der sponsorerer en udøver, desto større og bedre brand vil melde sig som fremtidige eller supplerende sponsorer,« siger Badura, der vurderer, at især kost- og konsumentmarkedet samt skønhedsproducenter vil være interesseret i at blive associeret med Pernille Blume, ligesom hendes flotte smil burde kunne bruges til at sælge tandpasta med. Derudover ser han også muligheder for mindre oplagte brancher som it- og mobilvirksomheder.

Pernille Blume på podiet i Rio med guldmedaljen i hånden
Pernille Blume på podiet i Rio med guldmedaljen i hånden Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Dansk Svømmeunion er klar over, at Pernille Blume nu kommer hjem til en ny virkelighed. Derfor har man allerede planlagt et møde med svømmedronningen for i fællesskab at planlægge, hvordan hun kan profitere mest muligt af sine præstationer i Rio.

»Det, Pernille kommer hjem med nu, er individuelle resultater. Før har hun primært hentet resultater i holdkappen. Så der er ingen tvivl om, at hun, såfremt hun vil fortsætte med at satse på sin svømning, vil komme hjem til en anden virkelighed,« siger direktør Pia Holmen Christensen og tilføjer:

»Pernille har altid været inde i den trup, vi har satset på, så hun har fået topservice i forhold til de eksperter, træning osv., vi kan tilbyde, men hun har svømmet sig ind i OL-eliten nu, så vi snakker altså et andet game, end hun har været vant til før.«

Pernille Blume fik en stor krammer af sin mor, da hun landede i Københavns Lufthavn 
Pernille Blume fik en stor krammer af sin mor, da hun landede i Københavns Lufthavn  Foto: Martin Sylvest
Vis mere

OL-medaljerne alene sikrer Pernille Blume en samlet præmiesum på over 100.000 kroner. Penge, der gør en stor forskel i et presset svømmerbudget. Og spiller Blume sine kort rigtigt, kan hun faktisk- modsat størstedelen af sine kolleger ende med en ganske god pensionsopsparing, når hun lægger badedragten på hylden, anslår Pia Holmen Christensen:

»Medmindre man er på det niveau, som Pernille nu er kommet op på, er det altså ikke nogen god forretning at være svømmer. Vi ligger ret langt nede på den kommercielle liste. Men hvis man er dygtig, og man forstår at udnytte det her, kan man godt tjene nogle penge. Det er ikke noget, man kan leve af resten af sit liv på nogen som helst måde. Men man kan måske lave lidt penge, så man kan leve fornuftigt og måske endda have en lille slat opsparing, når man stopper sin karriere.«

Pernille Blume glæder sig da også over, at hun måske kan bruge OL som springbræt til at leve af sin sport, men understreger, at hun ikke svømmer for pengenes skyld.

»Jeg har som så mange andre levet som studerende de seneste år. Jeg ved ikke, om det kommer til at ændre sig. Man kan da håbe, at der kommer en bonus ud af det, jeg har opnået. Jeg svømmer ikke for pengenes skyld, men hvis man gerne vil være professionel og gøre det her til en levevej, kræver det, at der kommer nogle penge ind, for ligesom alle andre har jeg også regninger, der skal betales,« sagde Pernille Blume i går ved ankomsten i Københavns Lufthavn.

Hvad hun vil sige ja til at agere reklamesøjle for, har hun slet ikke taget stilling til endnu, men hun siger ikke ja til hvad som helst.

»Jeg har mål for Tokyo i 2020, og skal de lykkes, kræver det, at der er nogen, der hjælper og støtter. Jeg kan ikke bruge sponsorater, hvor jeg bare bliver udnyttet, til noget. Det skal være ’venskabelige’ sponsorater, der kan bidrage positivt til min svømmekarriere,« siger Blume, der begynder at læse til sygeplejerske til februar ved siden af svømningen.

Artiklen fortsætter under videoen....

En anden, der kort efter guldtriumfen så det store potentiale i Pernille Blume, er eventmanager Peter Bindner, der som ejer af eventbureauet PB Action hver uge udsender en VIP-liste med navnene på de 10 danskere, der netop den uge vil vække størst opmærksomhed på den røde løber til fester og premierer.

»Pernille Blume var nummer ét på listen i sidste uge, men da håndboldherrerne vandt guld, ryddede de hele listen mandag. Når en skuespiller eller sportsudøver er brændt igennem på tv, er deres genkendelighed meget høj i en periode derefter, og det vil være ham eller hende, journalister og fotografer vil spørge om alt muligt, når de kommer ind på den røde løber,« siger Peter Bindner og tilføjer:

»Derfor var Pernille Blume nummer ét, da hun havde vundet guld, og det kan hun sagtens blive igen, hvis hun igen leverer et godt resultat eller på andre måder bliver ved med at brænde igennem.«

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Når TV2 til efteråret sender en ny omgang ’Vild med Dans’, er holdet allerede fastlagt, så ingen af OL-atleterne kan nå at komme i betragtning i denne omgang. Men det kan de næste gang:

»Vi har jo haft flere sportsfolk med, og vi har også set flere af dem i Claus Elmings program ’Sports-quizzen’. Dér har de vist sig som virkelig sjove og gode mennesker, og vi har faktisk allerede vendt Pernille Blume. Hun er jo klart interessant for ’Vild med Dans’. Men det er andre også. Sara Slott for eksempel,« siger redaktør Thomas Richardt Strøbech med henvisning til OL-sølvvinderen i 400 meter hækkeløb.